565 cyklede til arbejde i Hvidovre
Det er kun i Hvidovre, at man har givet de deltagende kampagnecyklister mulighed for at fortsætte i en lokal forlænget kampagne, så man kan cykle til arbejde hen over sommeren og dermed have mulighed for at vinde ekstra præmier. - Det er skønt at opleve, at kampagnen stadig får en masse mennesker til at tage cyklen. Det viser, at der fortsat er stor fokus på cykelsagen, både i et sundheds-, men også i et miljø- og klimaperspektiv, siger kampagneleder i Hvidovre Finn Ivo Heller fra Cyklistforbundet.
En forbedring af Hvidovres trafikmiljø
“Vi cykler til arbejde” i Hvidovre er slut og sidste onsdag kårede arrangørerne årets vinderhold ved en festlig præmieoverrækkelse. Finn Ivo Heller, kampagnekoordinator for Cyklistforbundet i Hvidovre, glæder sig over de gode resultater: - Cykling gavner og bibeholder et godt helbred, men også miljøet og klimaet har stor gavn af at mange cykler. Vi opfordrer så mange som muligt til at hoppe op på pedalerne - også fremover. Det har været imponerende med det store engagement, som deltagerne har udvist i hele kampagneperioden. Det er sundt, livsforlængende og giver bedre livskvalitet for den enkelte at cykle og det er også godt for miljøet og klimaet i Hvidovre. Alt andet lige er det jo sådan, at støj- & luftforureningen i byen mindskes, når flere skifter fra bilen til cyklen. Cyklismen er simpelthen et gode for både miljøet og helbredet. Man skal huske på i bytrafikken kan en bil give mobilitet, hvis der ikke er for mange af dem samtidig, men en cykel giver både mobilitet, sundhed, velvære og oplevelser.
Konkurrencer i Hvidovre
Der bliver udtrukket tre vinderhold i Hvidovre blandt de hold der deltog i kampagnen i maj måned. Herudover bliver der udtrukket 1 “Sommer-Klimahold” blandt de hold der deltog i kampagnen hen over sommeren juni, juli og august. 1. præmien gik til et hold fra Hvidovre Kommunes Dagtilbudsafdeling på syv personer, 2. præmien blev et hold fra Kriminalforsorgen på Kastanienborg på ni personer, 3. præmien er et hold fra Chr. Olesen Synthesis A/S på 10 personer, “Sommer-klimaholdet” var et hold fra Axiell Danmark A/S på 7 personer og lodtrækning af årets holdkaptajn blev Linda Schjerlund fra Hvidovre Hospitals Mikrobiologisk Afdeling der var kaptajn for to hold på 16 og 9 deltagere. - Kampagnen har været en stor succes, og vi har fået mange positive henvendelser fra mange deltagere. De har haft det sjovt med at konkurrere med og mod hinanden på arbejdspladserne, og mange har genopdaget cykelglæden. Vi håber naturligvis, at de fortsat vil cykle, så de er i træning til næste års kampagne. Og vi håber vore samarbejdsparter og sponsorer igen til næste år vil støtte op om kampagnen, udtaler Finn Ivo Heller. Hvidovre Kommune støtter kampagnen økonomisk. De lokale aktiviteter gennemføres af Cyklistforbundets Afdeling i Hvidovre.