Fortsæt til indhold

Farvel til Quarks far

Arkiv
Arkiv

Det var med sorg vi i sidste uge fik meddelelsen om, at vores gode kollega og samarbejdspartner Flemming S. Hansen var død. Selvom Flemming havde været syg længe, var han i gang til det sidste, og det er svært at forstå, at vi alle - familien, kollegerne og Hvidovres børn og familier - nu må undvære hans engagement og venlige væsen. Flemming var uddannet skolelærer med linjefag i biologi og fysik, og han havde den naturfaglige basisuddannelse på RUC. Han efteruddannede sig bl.a. i naturvejledning, og da Flemming blev ansat i Hvidovre kommune som naturfagskonsulent, gik der ikke lang tid før arbejdet med at få skabt et ”klasseværelse i naturen” gik i gang. Flemming var en af initiativtager til Hvidovres unikke byøkologiske naturcenter - Quark. I Quarks vision og handleplan er udtrykt en vision om, at Quark skal være et fyrtårn. Flemming var et fyrtårn i sig selv. Et fyrtårn for naturfagsformidling, et lysende forbillede, engageret, indsigtsfuld og ihærdig. Altid på vej med et nyt projekt, som kunne give børn og voksne en oplevelse af og forståelse for den forunderlige natur. Quark blev meget hurtigt en kolossal succes for Hvidovres skolelever. Men det var ikke nok for Flemming, som inviterede andre brugergrupper indenfor. Børnehaver, ældre demente fra et nærliggende plejehjem, spejdere og andre lokale grupper har også fået glæde af hans unikke fortællerkunst og smittende begejstring, der har været med til at gøre naturfaget levende og håndgribeligt. Flemming tog initiativ til ko- og fåregræsserforeningen på Avedøresletten og har været fødselshjælper på en tilsvarende forening på Strandengen. Desuden var han med til at skabe flere gode traditioner som julemarkedet på Quark og det årlige sommermarked, og han var sammen med de øvrige medarbejdere på Quark altid klar til at indgå i lokalt samarbejde med foreninger og andre kommunale institutioner. Flemming var en ildsjæl - og mageløst arbejdsom. Han havde altid mange bolde i luften - og klagede aldrig. Med hans død siger vi farvel til et muntert og varmt menneske og en god kollega, som vi vil savne. Vores tanker går til Flemmings hustru Marianne og hans drenge, som han delte mange aktiviteter og interesser med. Æret være Flemmings minde.