Hastrupskolen klar til "Slaget om Køge Bugt"
Både skolens drenge- og pigehold skal i ilden i Ekstra Bladets skolefodboldturnering
FODBOLD: Både pigerne og drengene fra Hastrupskolen er trådt ind i Ekstra Bladets skolefodboldturnering 2014/15 – og det med manér.
Pigeholdet lagde ud med at rende hjemmebaneholdet fra Søndre Skole i Køge over ende med hele 7-0 efter 2-0 ved pausen.
Efter pigerne havde lagt et kæmpe pres på deres modstandere og brændt adskillige "direktører," scorede Kristina Ericka Vestendal Mortensen fra 9.a til både 1-0 og 2-0 hen mod slutningen 1. halvleg.
Cecilie Brandstrup Hansen fra 9.b scorede til 3-0 og 4-0 i starten af 2. halvleg, Emma Marie Køcks Steiness fra 7.a til 5-0 og 6-0 – inden Hanan El-Sayed fra 9.a lukkede og slukkede.
Pigernes målmand, Natascha Hedegaard fra 9.b, havde en rolig dag på jobbet. Hun rørte bolden to gange. Én gang i hver halvleg.
Selv om stort set samtlige piger spillede rigtigt godt, var Ekstra Bladets udsendte allermest imponeret af Kristina Ericka Vestendal Mortensen, som derfor blev den lykkelige ejer af fidusbamsen.
Pigerne var trådt direkte ind i tredje runde af turneringen og møder nu i fjerde runde, Køge Private Realskole, onsdag den 24. september klokken 13.00 på den nyopkridtede fodboldbane omme bag Hastrupskolen på Langelandsvej i Køge.
Skolens personale og elever er derfor inviteret til at komme og bakke op om holdet.
Drengeholdet sejrede også 7-0
Hastrupskolens drengehold var præcis lige så overbevisende som pigerne i deres første kamp – ligeledes imod Søndre Skole. De behøvede tilmed kun i underkanten af tre minutter til at bringe sig foran med 1-0 ved Magne Thagaard Krüger fra 9.c.
Lynhurtige Magne Thagaard Krüger bragte også drengene foran med både 2-0 og 3-0, før Mads Welcher fra 9.c scorede til halvlegsresultatet 4-0.
I 2. halvleg bragte Mads Welcher også sit hold foran med 5-0, før Joachim Guldahl Ravnholt Petersen fra 9.b gik med op fra forsvaret og headede bolden stensikkert i kassen til 6-0. Magne Krüger scorede dernæst sit fjerde mål i kampen til slutresultatet 7-0.
De fire flotte mål gjorde det nemt for Ekstra Bladets udsendte at udpege sin favorit, så unge Magne Krüger kunne dermed også placere en fidusbamse hjemme på præmiehylden.
Drengene var gået direkte ind i 2. runde af turneringen og spiller deres 3. rundekamp imod Ellemarkskolen fra Køge - i finalen i Parken for to år siden - på fredag den 26. september klokken 12.30 på "Wembley" ved Herfølge Stadion. Et regulært "Slaget om Køge Bugt."
- Det bliver med garanti ikke for folk med sarte nerver. Ellemarkskolens hold er nemlig også godt, men lykkes det vores drenge at komme forbi dem, lover det godt for den videre vej imod Parken i foråret, siger Hastrupskolens træner Sune Hansen.
Grundet afstanden ud til Herfølge Stadion er det her udelukkende eleverne i udskolingen, som af skolens ledelse opfordres til at komme ud og heppe på drengene.
pm