Fortsæt til indhold

Dramatiske beslutninger

Interne uenigheder sender KS-mandskabet ud i endnu en krise

Arkiv
Arkiv

I en pressemeddelelse fortæller HIF, at ”som følge af uenighed mellem ledelsen og trænerteamet har klubben foretaget ændringer i set-uppet omkring talenttruppen, således at talentansvarlig og A-træner Søren Feddersen indtil videre overtager ansvaret i samarbejde med de tre trænere på U 19A”. ”Klubben er vidende om, at talenttruppen i Københavnsserien har været igennem en turbulent tilværelse igennem nogle år, men på grund af uenighed omkring måden at lede talentudviklingen på, har vi foretaget ovenstående ændring. Der arbejdes på at finde en fremtidig løsning omkring trænerteamet.” På den mere paradoksale front, sad HIF's amatørbestyrelse til møde med ”De gamle Kæmper” tirsdag kl. 18, og her vidste formand Erik Petersen tilsyneladende ikke noget om, hvad der var foregået en time før på stadion. Her blev træneren for KS-mandskabet præsenteret for en fyreseddel.

Kaotisk og uforstående

Karsten Madsen: - Vi kom til træning tirsdag eftermiddag. Her fik Uno Apold en fyreseddel kort før træningen skulle begynde. Det medførte chok og hovedrysten i spillertruppen, og vi samlede truppen og fortalte dem, at det var slut med os som trænere for holdet... - Anfører Nicolaj Valbjørns første reaktion var; ”Hvorfor gør de nu sådan noget igen.” Men vi var alle rystede... - Da vi tiltrådte som team, var planen, at vi var et bestyrelsesprojekt forstået på den måde, at vi hverken var inde under elite eller bredde eller A/S-et, fortsætter Uno Apold. - Vi blev så en del af eliten i amatørafdelingen og dermed prioriteret som nummer 4 efter 1. holdet, U-19 og U-17. Det var i vores optik meget modstridende. Hvordan skulle vi løse den opgave, at vore spillere skulle træne med divisionsmandskabet samtidig med, at U-17 og U-19, var prioriteret højere end dem. Det var en voldsom ubalance for os. En ligeværdig prioritering havde været optimal... Karsten Madsen: - Meningen med at have U-17 og U-19 hold er at skabe spillere til 1. holdet. Det er så de færreste spillere, der kan gå lige ind i den bedste seniortrup, og de har brug for et træningsmiljø, der gerne vil dem og giver dem mulighed for at udvikle sig yderligere. På sigt har de potentiale til 1. holdet. Det har vi set med tidligere spillere, som gør det glimrende i Avedøre, Avarta og AB Tårnby. Men sådan prioriterer man altså ikke i HIF... - Det gør det meget svært for vores projekt at overleve. Vi var klar over, at der var mange problemer i den opbygning. Det var der, da Peter Lassen var træner for holdet, og da Martin Johansen sad ved roret. Vi fik ikke de spillere nede fra, som kunne løfte opgaven på kampdagen... - Vi arvede så de samme situationer og vilkår. Senest da vi spillede hjemme mod Rønne, hvor vi pludselig og akut stod uden målmand. Der havde vi virkelig brug for hjælp og blev behandlet som et irritationsmoment. Det var som om, det var vores egen skyld, at vi stod med en problem... Uno Apold: - Vi var ikke fælles om at finde løsninger, og det var meget frustrerende. Vi henvendte os til alle, der gad høre på os, men reaktionerne udeblev. Den kritik, som vi føler er berettiget, blev i stedet for opfattet som manglende tillid til bestyrelsen og illoyalitet. Det afstedkom så en fyresedel i stedet for at få løst problemer. Vi har aldrig sat os ned og talt om løsninger. Vi har bedt om møder og udfærdiget spørgsmål, men det nåede vi slet ikke at få fremlagt, før fyringen kom... - Vi var blevet lovet, at der var styr på tingene, og at vi ville blive prioriteret. Fra 1. holdets side med Per Nielsen og Martin Johansen, har vi fået en fin behandling, og de har været med os hele vejen. De har jo også en kæmpe interesse i at holde deres overskudsspillere i gang på et rimeligt niveau. Her har vi fået mere, end hvad vi kunne bede om og lidt til... Karsten Madsen: - Jeg kan frygte, at man fra Per Nielsen og Martin Johansens side ikke vil sende dygtige spillere ned til et hold, der er lavt prioriteret. På den lange bane kan det komme til at koste klubben spillere, der vælger andre klubber, hvor tingene fungerer. Vejen til vores 1. hold bliver umådelig lang, og det var jo ikke lige den udvikling, vi havde tænkt omkring ungdomsarbejdet i HIF... Denne meget triste historie for HIF ender hos den siddende bestyrelse, der gennem mange år har siddet på hænderne og set, at divisionsholdets reserver har haft det svært. Sidst endte med en deroute helt ned til serie 3. Der er ikke blevet kridtet en bane op, hvor kompetencer og ansvar er blevet præciseret. ebo SIDSTE: Kbh.serieholdet - i nyt regi - fik en dårlig start med et nederlag på 3-0 ude mod bundholdet Christiania.