Hvad er det? Flint og metal fra kommodeskuffen
Nu har du mulighed for at få fortalt historien bag det du evt har liggende i din kommuneskuffe
Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev inviterer til arrangementet ”Hvad er det?” lørdag den 13. september kl. 13-16. Arrangementet går i al sin enkelthed ud på, at alle den dag og ganske gratis kan komme til museet og få mere at vide om egne fundne flint- eller metalgenstande. Der vil være information om hvad Danefæ er, og hvad man skal gøre hvis man er så heldig at finde noget, som kunne være danefæ. Man kan prøve en metaldetektor og ikke mindst er flintsmeden på besøg så man kan forsøge sig med verdens ældste råmateriale til at fremstille redskaber af.
Ikke alt der glimrer, er guld…
Ved arrangementet ”Hvad er det?” er der i år fokus på det at finde genstande ved hjælp af en metaldetektor. Der vil være lejlighed til at se eksempler på hvilke metaller, man kan finde, når man går med metaldetektor- ikke alt er guld, men alt har en historie-. Der vil være en lille udstilling om, hvad en tur over en mark ved Hejls gav af genstande. Og som vanligt vil museet også vise en udstilling af flintgenstande. I år vises ”lang” flint. At fremstille lange flinteredskaber f.eks. økser og flækker er en helt speciel teknik, som kræver stor erfaring og akkuratesse,
Endelig og ikke mindst vil eksperter i metaller og flint kunne fortælle mere om publikums medbragte genstand. Man vil kunne få mere at vide om flintgenstande, bl.a. hvordan man ser forskel på flint bearbejdet af mennesker og naturligt tildannet flint.
Museet får ofte indleveret samlinger af flintgenstande som skal gennemgås, sorteres og registreres. Har man lyst til at være med til den proces kan man til arrangementet være med til at finde ud af, hvad der gemmer sig af egentlige redskaber i en samling af flintskærver.
Tingene er dine, men….
Ligger man inde med et flinteredskab, en økse, et lerkarskår eller anden oldsag tilbyder museet altså at fortælle historien. Hvad er det, hvad har det været brugt til og hvor gammelt er det? Medbring foruden genstanden så mange oplysninger om den som muligt f.eks. hvor den er fundet. Museet tager naturligvis ikke genstanden fra ejeren, den tilhører ham eller hende. Men er der tale om genstande i ædelmetal (bronze-guld-sølv), mønter eller helt specielle ting, er der ofte tale om danefæ, og da gælder der andre regler, og måske vanker der oven i købet en findeløn!
Amatørarkæologer leder og finder
”Hvad er det” dagen arrangeres i samarbejde med foreningen Sønderjyllands Amatørarkæologer. Foreningen vil på dagen vise, hvad de har fundet, når de går med metaldetektor ude på museets udgravninger. Der vil være lejlighed til at prøve en metaldetektor af på en til lejligheden opstillet bane. Og ikke mindst vil man kunne få mere at vide om foreningens arbejde, se billeder og høre dem fortælle.
Prøv selv at hugge
Man kan også selv få fingerne i materialerne. Flinthugger Klaus Kasubke fra Humptrup i Tyskland er på besøg. Han viser teknikken at hugge flint og publikum kan selv forsøge sig med det 60 millioner år gamle råmateriale.