Fortsæt til indhold

Kofod vil frede Schaumanns Café

Peter Kofod (DF) varsler et forslag på næste udvalgsmøde, som vil frede Schaumanns Café

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Peter Kofod Poulsen (DF), der er formand for socialudvalget, fremsætter på det næste udvalgsmøde et forslag på vegne af det borgerlige flertal om at frede Schaumanns Café. Peter Kofod Poulsen udtaler:
”Langsigtet har vi store planer for dette område. Vi vil gerne knytte dette attraktive sted tættere sammen med byen, så flere får indsigt i den rigdom et beskyttet værksted rummer. Denne proces vil vi invitere brugerne og de pårørende med i, så flest muligt kan bidrage til at finde gode løsninger for fremtiden. I den tid dette arbejde foregår, vil Schaumanns Café blive ved med at køre, så brugere og pårørende kan være trygge i hverdagen. Hverdagen vil blive nøjagtig som den er – men i fremtiden et andet sted i Haderslev, hvor muligheder og faciliteter kan blive bedre”, siger Peter Kofod Poulsen.
Formanden pointerer også, at det drejer sig om at skabe et samfund med plads til forskellighed.
”Sagen er den, at et samfund skal måles på den måde, det behandler sine svageste på. Vi skal som samfund kunne rumme forskellige mennesker og mennesker med handicap – det skal ikke puttes væk i en kælder – det skal vi kunne arbejde sammen om i det åbne. For som samfund kan vi sagtens bryste os af at være rummelige”, slutter Peter Kofod Poulsen.