Hvidovreløbet - igen en succes
Trods regnvejret deltog omkring 300 i søndagens motionsgadeløb
Og vejrguderne skånede da heller ikke optakten til løbet, idet der ca. en time før løbet skulle skydes i gang, kom en kæmpe byge, der måske nok holdt en del fra at tilmelde sig på dagen. Men vejrguderne havde fået raset ud, og en halv time før start på børneløbet, holdt det op med at regne, og børnene kom af sted i fint vejr, og da de voksnes løb kl. 11.00 blev skudt i gang af formanden for kultur- og fritidsudvalget, Niels Ulsing, ja da skinnede solen over Hvidovre. - Det betød imidlertid, at vi ikke fik så mange eftertilmeldinger som vi havde håbet på, fortæller en af arrangørerne Per Arild fra Lions Clubben, der sammen med Hvidovre Atletik & Motion, stod for afviklingen. - Men selve løbet var dog en succes, idet omkring 300 løbere gennemførte dagens distancer. Løbets hovedsponsorer Danske Bank og Martins Optik, var da også begge tilfredse med afviklingen af løbet, og Danske Bank stillede selv med et hold af løbere, som var glade for ruten, og den måde løbet blev afviklet på. Og vi fik set, at de også kan løbe hurtigt i banken... Martin Nielsen, der som tidligere nævnt ikke handler med ure mere i Bredalsparken, men som nu koncentrerer sig om folks syn, overrakte selv de fire hovedpræmier, nemlig et dejligt løbeur til de fire første i voksenløbene. De flotte pokaler, udsat af Hvidovre Avis, blev igen i år vundet af Stenens Venner, der i år stillede med 30 voksne og 48 børn. Det er rigtig godt med sådan en løbeinteresse fra en Hvidovres børneinstitutioner. Så alt i alt en rigtig god dag, hvor hele overskuddet går til Lions Clubbens arbejde med at bekæmpe det stadig stigende misbrug af narkotika og andre rusmidler, samt til atletikklubbens ungdomsarbejde. Ingen tvivl om at mange ser frem mod næste års Hvidovreløb.
Vinderne:
Vinderne i de forskellige grupper var følgende: Piger op til 7 år: Emilie Vester-Schou 12.58, 8-9 år Sofia Thøgersen 8.45,10-11 år Monica Hvid Hansen 9.13, 12-13 år, Caroline Arild Christensen 12.08. Drenge op til 7 år: William Thøgersen 9.51, 8-9 år, Kasper Birk 9.27, 10-11 år, Nicolai Kirkeby 8.14, 12-13 år, Oliver Christrup 12.21. Damernes løb blev vundet af 5 km. Desiree Culmsee 20.12, 10 km. Betina Erlandsen 45.26 Herrer: 5 km Ahmed Toumaoui 17.52, 10 km. Michael Jeppesen 31.51