20 års jubilæum i Rådhus Chokolade
Shahid Naseem kom til Danmark fra Pakistan i 1987 og få år efter overtog han Rådhus Chokolade på Hvidovrevej. Og både hans overtagelse af den lokale slikbutik og hans liv i Danmark er noget, han er meget glad for. - Jeg vil virkelig gerne takke mine kunder og i det hele taget det danske samfund, som har lært mig rigtig meget, siger Shahid Naseem. Især synes Shahid Naseem, at det danske samfund støttede ham, da han startede op som selvstændig, og så er han meget glad for, at hans fire børn, der alle er født og vokset op i Danmark, i dag alle har fået mulighed for at få uddannelser. - Jeg har været rigtig glad for det danske samfund, fordi man får muligheder her, som vi ikke kunne have fået i vores hjemland, fortæller han. Sideløbende med arbejdet i Rådhus Chokolade har han desuden samlet midler ind, som han og en gruppe andre med pakistansk baggrund har sendt tilbage til deres hjemby, for at støtte dem. Alt sammen med inspiration fra det danske samfund, som han mener giver alle muligheder for et godt liv. - Jeg har set rigtig mange børn med deres forældre og bedsteforældre, og jeg kan se, hvor meget de gerne vil lære deres børn. Og det er godt, for det gør en til et godt menneske, når man vokser op, siger han.