Fortsæt til indhold

Toner på tværs 2014

Et stort tværkulturelt arrangement med sang, musik, dans, digte og international buffet med hjemmelavede retter

Arkiv
Arkiv

En fejring af vores fælles menneskelighed på trods af forskelligheder i sprog, kultur og religion. Det er et kulturelt møde mellem danskere og nydanskere, udlændinge, flygtninge eller indvandrere med solo- eller korsang fra deres oprindelseslande, musik på forskellige instrumenter, dans og bevægelser, fællesang, oplæsning af digte til fælles inspiration, international buffet med mad fra hele verden og rum for fælles samtaler og nye venskaber.
Princippet for arrangementet er, at det skal være muligt at samles uden at bruge mange penge. De, der optræder på scenen, og alle de, der kommer med mad, gør det gratis, og derfor er der gratis entre for alle til arrangementet. Men det er også vigtigt, at når vi samles som et folk med talenter og muligheder i livet, så glemmer vi ikke den virkelighed, at der er mange, som finder livet svært. Toner på tværs er også et kald til vores globale ansvar for dem, som lider. Det er grunden til, at Toner på Tværs har en indsamling på programmet. Sidste år gik indsamlingen til ofrene for krig i Syrien. Indsamlingen i år går til de syge og ofre for krig gennem Læger uden Grænser.
Toner på Tværs afholdes i efteråret 2014 i Simon Peters Kirke, Islandsvej 6, Kolding, lørdag den 27. september kl. 16.00 til 21.00.
Arrangementet starter med koncert i kirken. Musik indslag er med Suzukiviolinister fra Musikskole, lur og trompet af Gunnar Jacobsen, tromme ved Kid Mkandawari, keyboard, guitar og bas af familien Reinert, dans fra Filippinerne, Thailand, Ghana og Brasilien, solosang af Jan Tinge fra Holland, Diana Viuff fra Danmark, Anna Kjeldsen fra Norge/Danmark, gruppe sang fra Sri Lanka, Tanzania, Kenya, Zimbabwe og au pair gruppe i Kolding. Publikum kan også opleve oplæsning af inspirerende digte på forskellige sprog med oversættelse til dansk, og tid til at synge med på danske og internationale sange.
Efter koncerten følger en international buffet fra et stort tagselvbord. 40 familier har meldt sig til at bidrage med mad til den internationale buffet. Der er 25 lande repræsenteret blandt de optrædende på scenen og de, der kommer med mad. Underholdningen fortsætter efter fællesspisning.
Toner på Tværs er arrangeret af det tværkulturelle udvalg i Kolding Provsti.