Vejen til fremtiden
Dansk Natur-videnskabsfestival finder sted i denne uge
På Hvidovre Hovedbibliotek markeres ugen med arrangementer tirsdag, torsdag og lørdag. Tirsdag den 23.9. og torsdag den 25.9. kl. 15-17 stiller bibliotekaren op med remedier til små, sjove forsøg, som børnene selv kan lave i udlånet. Bare mød op uanset alder – der er fri adgang! Lørdag den 27. september står børnekulturudvikler og tegner Henriette Brun for hele tre workshop-arrangementer, der kombinerer naturvidenskab, filosofi, bevægelse og kunst. Henriette er lokal Hvidovreborger og huskes måske fra et formidabelt dinosaur-arrangement på Hovedbiblioteket sidste år i uge 39. I år er emnet klimaforandringer, når Henriette afholder hele tre workshops med titlen ’Historien om meteorologen, der ville finde den perfekte sky’. Meteorologen C. Umulius tager ud i verden for at opleve linseformede skyer og en gal tupilak over Grønlands bjerge. Han spiser kaktussalat under blomkålsskyer i Sydamerika, danser med indianske fjerskyer og bliver forfulgt af en hidsig tornado gennem USA. Til sidst vender han hjem til Danmark og finder måske ud af, at ude er godt, men hjemme er bedst..! Lørdagens arrangementer er for børn i alderen 4-8 år og er tilrettelagt som naturvidenskabelige og lærerige workshops med gode historier, pitstops med viden, humor, hop & spring, kolde forsøg - og et stykke kunst at tage med hjem. De tre workshops er alle støttet af Nordea-Fonden. Lørdag den 27. september afholdes omtalte workshops i børnebiblioteket på Hovedbiblioteket, Hvidovrevej 280, kl. 10.30, kl. 11.30 og kl.12.30 – alle varer ca. 45 minutter. Der er gratis adgang – dog med tilmelding til børnebiblioteket på telefon 3639 2040.