Fortsæt til indhold

Hans Gärtner 75 år

Arkiv
Arkiv

Hans Gärtner er født i Valby, men efter to år, drog hans forældre til Hvidovre/Avedøre, så man kan jo godt betegne Hans som en ægte Hvidovre-dreng. Hans og fru Birthe, har været samlingspunktet i huset i Smøgen, siden de byggede det i 1969. Et hus, der udstråler varme og gæstfrihed, fyldt med liv fra tre børn, ni børnebørn og to oldebørn. Hans er rundet af politisk aktive familier gennem flere generationer, og sammen med fru Birthe været gode og aktive medlemmer hos Socialdemokraterne i Avedøre, hvor de begge har ydet og stadig yder en smuk indsats. Hans har i en årrække været en skattet kasserer i Hvidovre Kredsen, en funktion der udføres med akkuratesse og punktlighed. Interessen for det politiske virke, er ikke kommet fra fremmede, hans morfar, Hans Peder Larsen, var bl.a. medstifter af og formand for Socialdemokraterne i Avedøre fra 1929- 33, og sognerådsmedlem 1921-33 i Brøndbyøster. Hans far, Gunnar Gärtner, var formand for Socialdemokraterne i Avedøre 1946-50 og 1962-70. Og viceborgmester i Glostrup byråd 1970-74, og indtrådte i Hvidovre byråd efter kommunalreformen i 1974, da Avedøre blev en del af Hvidovre. Hans har også i en periode fra 2008 været Oldermand i Avedøre Landsbylaug. Han er uddannet Teknikumingeniør i elektronik, stærk og svagstrøm, og pensioneret afdelingsingeniør fra Post og Telegrafvæsenet, hvor han har haft 35 års spændende virke fra 1967 til 2002, bl. a. med varetagelse af de mange nye opgaver Postvæsenet ønskede iværksat, med automatisering- og produktionsteknologi. Han var leder for postens produktionstekniske udvikling. Og samtidig leder af den nordiske koordinering for produktionsudvikling i 12 år, og deltog i den europæiske standardisering indenfor området under CEN og med i den internationale udveksling af postteknologisk viden. I dagens festlige anledning kipper vi med flaget, og bringer vores gode og kære ven og partifælle et stort og hjerteligt tillykke med de 75 år. Og ikke mindst, tak for mange gode års behageligt samarbejde. Vi ønsker dig en berigende dag i familien og gode venners lag, du sent vil glemme. Med de bedste hilsner - og god vind fremover. Socialdemokraterne i Avedøre Lillian Enager og Erik Frølund-Thomsen