Fortsæt til indhold

Vores ildsjæl er slukket

Arkiv
Jørgen Lund

Jeg mødte ham første gang i starten af 90’erne. Hvidovre Kommunes deltagelse i et landsdækkende miljøprojekt - Quark Projektet - under ledelse af Jens Kofoed fra DTU - førte til borgmesterens gave til kommunens deltagere - den gamle Stavnsbjerggård, der ellers stod for at skulle rives ned. Han kom cyklende ind på gårdspladsen. En ung mand med stor iver, stor energi og lyst til at gå i gang. En rigtig naturelsker. Sammen startede vi på at renovere gården. Hjulpet af velmenende folk fra arbejdsløshedsprojektet, der både ydede noget og trængte til pleje og pasning. Samtidig begyndte Flemming at tilrettelægge de første spæde undervisningstilbud til kommunens elever frem mod den store begivenhed i 1996, hvor København var Kulturby og Quark Centret satte sine første spor på det pædagogiske landkort. Og tingene voksede og krævede ny viden og læring, som Flemming tog fat på samtidig med pasning af dyr og det stigende antal elever, der nu begyndte at strømme til Centret. Og frem til i dag har Quark Centret i Flemmings stærke, initiativrige og innovative hænder været kommunens flotteste indspil i opdragelsen af børn og unge til bedre og mere miljøbevidste samfundsborgere. Og hvilke kræfter som end ikke sygdom og fysiske mangler kunne stoppe. En uudslukkelig ildsjæl, der brændte videre for sit arbejde og ansvar. Vores ildsjæl er slukket, men hans minde står for altid tilbage i et genopbygget Quark Center til gavn og glæde for fremtidens børn og unge. Tak for det Flemming! Tak for din ildhu, der nu er slukket! Vi vil savne dig, men aldrig glemme dig. Ære være dit minde!