Fortsæt til indhold

Dialogmøde med Kultur- og Idrætsudvalget

Arkiv
Arkiv

IDRÆTSSTRATEGI: Kultur- og Idrætsudvalget har sat udviklingen af en ny idrætsstrategi i Køge Kommune i gang.
Nu hvor den er godt på vej, er turen kommet til kulturområdet, og udvalget inviterer hermed til den første dialog om en ny kulturstrategi for Køge Kommune.
Det sker på dialogmødet torsdag den 2. oktober kl. 19.00 i Ejby Medborgerhus, hvor Kultur- og Idrætsudvalget stiller borgere, institutioner, foreninger og sig selv spørgsmålet ”Hvordan ser vi Kulturlivet i Køge Kommune om fem eller ti år?”.
- Det er en stor og spændende opgave, der her ligger foran os. Jeg glæder mig til det kommende samarbejde med institutioner, foreninger og borgere om en ny kulturstrategi, der kan give kulturen i alle dens afskygninger og for alle borgere et stort løft fremad, siger udvalgsformand Anette Simoni.
På dialogmødet vil Kultur- og Idrætsudvalget komme med sit bud på, hvorfor Køge Kommune skal have en ny kulturstrategi. Det suppleres af Centerchef Kim Christoffersen Dawartz fra Næstved Kommune, der fortæller hvad en kulturstrategi kan betyde for en kommune og dens borgere. Efter disse oplæg er der debat med politikerne i udvalget.
Dialogmødet indeholder også en kort orientering fra Fælles- og Kulturforvaltningen, herunder nye regler for lokaleudlån, ligesom udvalgsformand Anette Simoni blandt andet vil orientere om budgettet.
Kultur- og Idrætsudvalget byder på kaffe og kage undervejs.
Tilmelding helst på www.Koege.dk > Kultur og Fritid > Dialog'. Det er også muligt at tilmelde sig på forening@koege.dk og det er her, at eventuelle spørgsmål til Kultur- og Idrætsudvalget kan stilles.
pm