Fortsæt til indhold

Køge-projekt viste succes på ’Folkesundhedsdage’

Arkiv
Arkiv

SUCCES-PROJEKT: For ottende år i træk samledes landets mest toneangivne personer på sundhedsområdet i Danmark til Dansk Selskab for Folkesundheds årlige konference 'Folkesundhedsdage' i Nyborg.
I år var Køge på dagsorden, da sundheds- og trivselsprojektet Sund Zone sammen med Herlev-projektet Sundt Venskab havde en stand på markedspladsen, hvor diverse projekter rundt om i landet fortalte om resultater, metoder og fremtiden.
Både Køge Kommunes Sund Zone og Herlev Kommunes Sundt venskab er ligesom 10 andre projekter rundt om i landets et resultat af midler fra Sundhedsstyrelsen.
Deltagerne på sundhedskonferencen syntes især, Køges Sund Zone var interessant.
- Her på konferencen møder vi personer fra hele landet med utrolig høj faglighed, og de kan se, at vi i Sund Zone taler ind i meget af det, der normalt er rigtigt svært for et sundhedsprojekt. Vi har fundet ud af, hvordan vi når vores mest sårbare beboere – og derfor er konferencedeltagerne så interesseret i at høre om Sund Zone, fordi vi virkelig har knækket en kode, forklarer projektkoordinator for Sund Zone Charlotte Baeré.
Og hvad er det så for en kode, Charlotte Baeré taler om:
- Vi har været ydmyge i forhold til de beboere og det område, vi er blevet sat ud i, og så har i brugt vores faglighed for at forstå, hvordan Sund Zone kan arbejde i forhold til det. Men først og fremmest har vi turde lytte til, hvad beboerne og nærmiljøet havde af ønsker, forklarer Charlotte Baeré.

Mere Sund Zone

Det er ikke første gang Sund Zone fra Køge er blevet særligt inviteret af Dansk Selskab for Folkesundhed. Sidste år var Sund Zone også en del af programmet med en workshop, hvor projektets daværende resultater blev præsenteret af projektejer og sundhedskonsulent i sundhedsfremme under Social- og Sundhedsafdelingen i Køge Jens Kristoffersen.
- Rigtig mange af dem, der havde hørt vores oplæg sidste år, kom for at høre om den afsluttende evaluering af Sund Zone, som jo ligger færdig nu, siger Charlotte Baeré.
- Mange af dem, vi har snakket med har spurgt, om de måtte komme med til vores afsluttende konference d. 23. oktober. Og selvfølgelig skal de da det, siger Charrlotte Baeré med et smil.
I år deltog 336 personer fra diverse sundhedsstillinger fra hele landet.
Læs mere om Folkesundhedsdage på www.folkesundhedsdage.dk.