HSK Cup i weekenden
Fredag konkurreres der kl. 16.30-19.30, lørdag kl. 8-20 og søndag kl. 8-14 i Frihedens Idrætscenter. Konkurrencen er en populær og efterspurgt begivenhed i det danske skøjtemiljø, og det er 16. gang den bliver afholdt. På grund af en alvorlig krise i 2013 var klubben ikke i stand til at afholde stævnet, men nu er tingene vendt og klubben har igen en god økonomi og oplever en stor interesse for sporten og en stabil medlemsfremgang. Klubbens trænere og bestyrelse er stolte over at kunne tilbyde en idrætsgren, som er for alle uanset alder og niveau, og klubbens mange frivillige glæder sig til at være værter for dette traditionsrige arrangement og håber, at rigtig mange vil lægge vejen forbi og lade sig imponere over, hvad man kan på et par skøjter.