Musik-stafetten er givet videre
Lederne var rundt for at besigtige spillestederne til den kommende festival og heldigvis byder der sig mange muligheder i byens centrum både indendørs og udendørs.
Selvfølgelig kommer Sønderjyllandshallens sal og foyer til at spille en rolle som det nordligste af spillestederne og Storetorv kommer som sydligste punkt til at præsentere en af udendørsscenerne.
Mellem de to punkter byder sig mange muligheder. Genforeningshaven kommer naturligvis i spil og der er indgået aftale med både Aabenraa Museum og med Marcussen og Søns orgelbyggeri om indendørs og udendørsscener.
Hele byen forventes den dag at komme til at summe af musik, og selv om det er første møde med musikskolelederne, som udgør den egentlige styregruppe på projektet, så har Aabenraa Musikskole i et stykke tid været i gang med planlægningen.
"Vi har f.eks. holdt møde med repræsentanter for Shop i City, idet det er vigtigt for os bogstavelig talt at få hele Aabenraas bycentrum i spil. Når festivalen går løs lørdag den 13. juni 2015 vil forretningerne derfor have lang åbningstid", lyder det fra Musikskolen.
Næsten alle aftaler med spillesteder er på plads og sidst i oktober begynder musikskolerne at tilmelde deres ensembler til begivenheden.
Den sidste musikskoledag blev afholdt i Schleswig og her var 1300 musikskoleelever tilmeldt med musik på 16 scener.
"Der er derfor noget at leve op til og vi regner i Aabenraa med at få lige så mange scener i gang", udtaler Musikskoleleder Edna Rasmussen.
"Det er en kæmpestor opgave for os både planlægningsmæssigt og med hensyn til afviklingen, men vi har slet ikke været i tvivl om, at det var en opgave vi gerne ville løfte, og vi var derfor hurtige til at byde ind med at vi gerne ville være værter i 2015".
Midlerne til afholdelse af musikskoledagen er bevilget af den dansk-tyske Kulturaftale. Der er bevilget for 3 år. I 2014 i Slesvig i 2015 i Aabenraa og i 2016 i Flensborg.
Der har tidligere været afholdt musikskoledag i Husum og i Sønderborg. Det er derfor 2. gang at dagen holdes på den danske side.