Byrådspolitiker i Sønderborg skifter parti
Sven Jensen forlader Slesvigsk Parti til fordel for Venstre
Slesvigsk Parti bliver reduceret fra tre til to mandater i Sønderborg efter, at Sven Jensen tirsdag aften har meddelt, at han forlader partiets byrådsgruppe og skifter til Venstre.
"Det er ingen hemmelighed, at jeg er skuffet over det netop vedtagne budget. At der ikke var lydhørhed for nedsættelse af SFO taksterne ærgrer mig meget. Man solder ligeledes skatteforhøjelsen op og ønsker ikke at effektivisere kommunen i tilstrækkelig grad. Samarbejdet med formanden i Børne og Uddannelses udvalget (Erik Lorentzen fra Fælleslisten, red.) har også været dårligt, og der lyttes ikke til de bekymringer jeg og Slesvigsk Parti har haft. Det er ærgerligt, at byrådsmedlemmer ikke bliver lyttet til på udvalgsmøderne. Jeg har anmodet om at blive optaget i Venstres byrådsgruppe og de har taget pænt imod mig. Jeg glæder mig til at kunne fortsætte mit politiske arbejde fra denne nye platform," siger Sven Jensen i en udtalelse.
Venstres gruppeformand Tage Petersen byder det nye medlem velkommen:
"Vi kender Sven som en engageret og vidende byrådspolitiker med gode liberale holdninger. Vi glæder os til at byde ham velkommen i gruppen og det fremadrettede samarbejde."
Slesvigsk Parti ærgrer sig
Skiftet modtages med naturlig skuffelse hos Slesvigsk Parti.
"Sven Jensen har meddelt, at han forlader Slesvigsk Parti og flertalsgruppen i Sønderborg Byråd, og at han tager sit mandat med i opposition. Vi tager Sven Jensens beslutning til efterretning og respekterer de regler, der gælder ved sådant et skifte - det er demokratiets spilleregler. Men vi ærgrer os naturligvis over, at miste det ene byrådsmandat, som vælgerne gav Slesvigsk Parti, og i særdeleshed Stephan Kleinschmidt, ved valget i november sidste år," lyder det i en udtalelse fra Slesvigsk Parti.
Sven Jensen fik ved valget i 2013 88 personlige stemmer og blev dermed hjulpet i byrådet af partiets stemmesluger Stephan Kleinschmidt, der fik 2.572 personlige stemmer.
Partiets tilbageværende medlemmer Stephan Kleinschmidt og Bodil Matzewska lover at fortsætte deres hidtidige kurs i byrådet, og konstaterer at Sven Jensens tilgang til byrådsarbejdet ikke har kunnet forenes med Slesvigsk Partis.