Fortsæt til indhold

Kæmpe edderkop spreder rædsel i Haderslev

En borger fra Haderslev spærrede øjnene op da han skulle aflevere affald på genbrugspladsen. En kæmpe edderkop sprang af traileren

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Nerverne er stadig på højkant hos et par unge mennesker, der tidligere på dagen var på genbrugspladsen på Fjordagervej i Haderslev for at aflevere have- og byggeaffald.
"En edderkop på størrelse med en håndbold sad på traileren. Den var så stor at den helt selv hoppede af traileren," fortæller den skræmte kvinde, som Lokalavisen kender identiteten på.
Kvinden har købt et hus, som har stået tomt og man har været i gang med at gøre det i stand. Åbenbart har huset haft én beboer. En stor sort edderkop, på størrelse med en stor knyttet næve, med ben så tykke som fingre, og med en "sæk" med æg hæftet til kroppen.
Det vakte selvsagt skræk og rædsel på genbrugspladsen, og i skrivende stund er det ikke kendt om dyret er blevet fanget og aflivet, eller om man påtænker at foretage sig noget på genbrugspladsen. På Lokalavisen Budstikken Haderslevs facebookside har debatten kørt i højt gear med flere bud på hvad det er for en edderkop, der er tale om. Der er naturligvis også rejst tvivl om ægtheden af billeder og iagttagelser, men de personer som har oplevet dette er kendt af redaktionen og der er ikke tvivl om ægtheden.
Historien opdateres.