Grundskylden stiger ca. 1.450 kr. i år
Det viser beregninger, som Dansk Bank har foretaget på baggrund af den aftale, som regeringen og kommunerne har indgået om at fastholde de nuværende vurderinger af ejerboliger, indtil et nyt vurderingssystem er etableret. Dermed lægger Hvidovre sig fortsat i den tunge ende, når det gælder grundskyld og de udgifter, som boligejerne har. Med den nuværende grundskyldspromille på 30.3 vil ejerboliger gennemsnitligt stige fra de nuværende 22.670 i 2014 til hele 29.550 i 2018. Altså en stigning på 6.880 kr. på fire år. Det er imidlertid op til Hvidovre Kommune, om boligejerne skal kompenseres for den stigende grundskyld ved at grundskylden nedsættes lokalt. Umiddelbart er der dog ikke udsigt til, at Hvidovre Kommune sænker grundskylden i indeværende år, idet seneste kommunalvalgs konstitueringsaftale mellem Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF udelukkede skattelettelser for 2015.
Det siger oppositionen om grundskyld:
Steen Ørskov, Konservative: - Jeg vil stærkt opfordre S, DF og SF til at genoverveje situationen og vise politisk overskud til at droppe aftalen, så vi med en sænkning af grundskyldspromillen kan undgå en unødvendig bombe under mange borgeres privatøkonomi på et tidspunkt, hvor der tværtimod er brug for, at vi alle bruger lidt flere penge, så der kan komme gang i hjulene i Danmark... Karl Erik Høholt Jensen, Venstre: - Det kan ikke være meningen, at man, for opnåelse af en konstituering, indgår en aftale, der i den grad strider mod de løfter, som man så klart tilkendegav under valgkampen. Derved rammes de vælgere, der med tiltro afgav deres stemmer i forvisning om, at grundskylden ikke måtte stige, hvilket vil udhule det rådighedsbeløb, som mange familier - og især pensionister - har til disposition... Arne Bech, Hvidovrelisten: - Man skal være meget forsigtig med at skattebelaste folk i en tid, hvor man gerne vil have gang i det private forbrug for at sikre væksten og beskæftigelsen. I Hvidovre, som i det hele taget er stærkt skattebelastet, specielt på ejendomsskatten, betaler en gennemsnitlig husejer mere end en gennemsnitlig husejer i Gentofte, fordi vores beskatningspromille har været dobbelt så høj. Har svært ved at forstå, at unge mennesker med store boligudgifter og ældre, der har svært ved at hente nødvendige midler til at blive boende i eget hus, skal være ramt af en udgift de ikke har mulighed for at have indflydelse på. Og man skal huske på, at lettelser vil berøre alle, da lejeudgifter også vil sænkes.