Fortsæt til indhold

- Det er lidt nemmere at være sjov, når HIF skal møde AB!...

Storebror vinder - men der skal også være plads til lillebror, siger den glødende HIF-fan Lasse Juhl, der i flere år har kreeret optaksplakater til HIF's hjemmekampe

Arkiv
Arkiv

For tre år siden fik grafiker Lasse Juhl en idé: Passionen for yndlingsfodboldholdet HIF skulle smitte resten af på resten af Hvidovres fodboldglade og lokalpatriotiske befolkning. Hvordan gør man det, når man er grafiker? Man laver selvfølgelig en optaksplakat før hver eneste hjemmekamp. Da Hvidovre Avis fanger Lasse Juhl på telefonen en ganske almindelig gråvejrsdag i sidste uge, sidder han da også - på sin fridag - foran skærmen for at kreere en ny plakat. Lige om lidt mødes HIF nemlig med Avedøre IF på Kæmpernes Arena, og det kræver selvfølgelig en særlig optakt. Den sjove idé med plakaterne fik Lasse, da han for tre år tilbage meldte sig ind i HIF's fanklub. - Jeg har været HIF-fan, siden jeg var helt lille, men engagementet har stået lidt på standby. Én af mine venner foreslog for nogle år tilbage, at vi tog med på én af fanklubbens busture. Så det gjorde vi - og det var jo sjovt. Siden meldte jeg mig ind i fanklubben, og det gjorde resten af familien også. Siden har vi været fast inventar på stadion, fortæller Lasse. Både Lasses kone Marie og yngstedatter Silja på 11 år er inkarnerede fans. Så han har opbakning hjemmefra. Faktisk så meget, at hele familien tog byen rundt for at sætte plakaterne op sidste år inden den famøse hjemmekamp mod Roskilde, hvor HIF stod til oprykning. - Vi tog i centrene og satte plakater op og satte dem også op rundt omkring i bybilledet. Ligesom i gamle dage. Jeg synes det er så synd, at der ikke kommer så mange fans på stadion som før i tiden. Så nu skulle der ske noget til den spændende oprykningskamp! Der kom også 1.000 tilskuere mere end sædvanligt. Jeg siger ikke, at plakaterne var årsagen - men det var fantastisk alligevel, griner Lasse. Familien og vennerne er sådan set også de eneste, der bakker op om HIF-entusiasmen. For på arbejdet hos Sjøbeck Øl & Vand er kollegerne - og selv chefen - Frem-fans. - Det er ikke nemt!, griner Lasse. - Der bliver diskuteret ivrigt for det er jo helt misforstået at holde med et Valby-hold!. Der er heftige debatter på arbejdet ... Med årene er plakaterne blevet mere og mere opfindsomme. Og nu - hvor HIF møder Avedøre i et vaskeægte lokalbrag på fredag den 10. oktober - er der selvfølgelig lagt ekstra mange kræfter i arbejdet. For selvom man er ægte HIF-fan, vil man ikke støde lillebror Avedøre unødigt. De “sjove” bemærkninger og opfindsomme billeder er udeladt. Men loyaliteten er ikke gemt væk. - Jeg synes stadig, at storebror skal vinde, men der skal være plads til lillebror. Så jeg har helt klart arbejdet mere overvejet med denne optakt, så den gode stemning bevares... - Det er nemmere at lave sjov, når HIF skal møde AB, ikke sandt?, griner Lasse.