SønderjyskE sejrede sikkert over Lemvig
Perfekt optakt til SønderjyskE's EHF-kamp med storsejr over Lemvig-Thyborøn på 35-24
Lad det være sagt med det samme: SønderjyskE's kamp mod Lemvig-Thyborøn blev aldrig for alvor spændende.
Klasseforskellen var alt for stor, og det endte med en solid sejr til SønderjyskE på 35-24 efter 16-11 ved pausen i Broager Sparekasse Skansen.
Lemvig scorede kampens første mål, men derefter dominerede de lyseblå kampen totalt og fik dermed oprejsning efter weekendens skuffende nederlag ude mod Skanderborg.
I løbet af kampen sparrede SønderjyskE-træner Morten Henriksen på flere profiler og gav masser af spilletid hele bredden.
"Jeg er meget tilfreds med flere ting i aften. Vi får gang i angrebsspillet, selvom det måske er på en lidt billig baggrund. Derudover er der mange, der byder ind i dag med gode aktioner. Alle kommer på banen, og alle bidrager med noget godt. Vi får med sejren vasket pletten fra Skanderborg-kampen væk og går herfra med en god oplevelse. Det er et dejligt udgangspunkt til vores EHF-kamp på lørdag," sagde Morten Henriksen efter kampen til Lokalavisen.
SønderjyskE møder på lørdag svenske Eskiltuna Giuf på udebane med returkamp i Skansen ugen efter.
Toudahl som træner
SønderjyskE-bænken bød også på en kuriøs ændring til kampen mod Lemvig.
Den skadede fløjspiller Andreas Toudahl indtog nemlig rolle som assistenttræner.
Det var dog kun en midlertidig ordning, der skyldes, at den normale assistenttræner Kasper Heilmann for tiden er i USA.
"Da Heilmann er væk, valgte vi at tage Toudahl med som assistent. Han har gode kompetancer omkring angrebsspillet, som han havde fokus på i dag," siger Morten Henriksen.
Toudahl sidder for tiden ude på grund af en diskusprolaps, men han forventes kampklar omkring jul
SønderjyskE's Simon Kristiansen sad over med karantæne.