Ungt kærestepar overfaldet på café i Køge
VOLD: Personalet på Café O'Flanagan, Nørregade i Køge kontaktede tirsdag eftermiddag kl. 15.22 politiet og forklarede, at to mænd netop var kommet ind på stedet og havde overfaldet en kvinde og en mand med både slag og spark.
De var herefter gået fra stedet.
Politiet kørte hurtigt til stedet med flere patruljer for at lede efter voldsmændene, men fandt dem ikke i området ved restaurationen.
En 25-årig kvinde fra Solrød Strand og en 27-årig mand fra Køge var som et kærestepar gæster på restaurationen, da de to mænd kom ind.
Kvinden genkendte straks mændene som hendes eks-kæreste og hans lillebror, som begge straks overfaldt den 27-årige med slag og spark.
Da den 25-årige kvinde forsøgte at stoppe overfaldet, fik hun flere skub, så hun væltede omkuld i et bord.
Politiet kørte de to forurettede til undersøgelse på Køge Sygehus, medens politiet målrettet ledte efter de to gerningsmænd, hvis identitet er politiet bekendt.
I nattens løb lykkedes det politiet at finde og anholde eks-kæresten – en 23-årig mand fra Solrød Strand – i Solrød, og politiet leder fortsat efter eks-kærestens lillebror – en 20-årig mand ligeledes fra Solrød Strand – for at få ham anholdt og sigtet til voldssagen.
Den anholdte vil i løbet af onsdagen blive sigtet og afhørt til sagen, hvorefter politiets jurister vil afgøre, om han skal fremstilles i grundlovsforhør eller løslades.
pm