Fortsæt til indhold

Sikker hjemmesejr

Hvidovre Attacks kvinder havde ikke problemer med oprykkerne

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

- Kampen var kun et minut gammel, da Theresa Christensen satte bolden i kassen efter en flot tværpasning fra Christina Larsen, fortæller Pia Plannthien fra klubben. - En dejlig åbning, men så gik der blot 30 sekunder, og så lå bolden i det modsatte mål efter lidt blunderi i Hvidovre-forsvaret. Hvidovre bevarede dog initiativet, og som perioden skred frem, satte Hvidovre sig mere og mere tungt på kampen. Benløse forsvarede et par meter inde på egen banehalvdel, og det var kun et spørgsmål om tid og tålmodighed, før Hvidovre bragte sig foran. Her var Christina Larsen på pletten tæt under mål og scorede til 2-1. Kort inden første pausefløjt sendte Malene Krabbe et “brag” af et skud af sted, og da Tonya Moth skyggede for målmanden, hoppede bolden i mål til en 3-1 føring... - I 2. periode styrede Hvidovre forsat spillet og kom til mange chancer. Det blev til to fine scoringer i krydset af henholdsvis Cecilie Jürgens og Camilla Danielsen, der begge virkelig har fundet målhumøret frem. I 3. periode gik luften lidt af Hvidovre-ballonen, men Benløse kom aldrig rigtig tæt på at score, og Hvidovre kørte stille og roligt sejren på 5-1 hjem. Konklusion: en solid holdpræstation med fem forskellige målscorere præget af tålmodighed og godt pasningsspil mod en ikke særlig stærk modstander...