En dag i mindesmærkets tegn
Kunstner Claus Carstensen og mindesmærkeekspert Inge Adriansen i samtale om nye udvalgte
KØGE: Lørdag 25. oktober kl. 14.00 kan man på KØS Museum for kunst i det offentlige rum, Nørregade 29 i Køge opleve billedkunstner Claus Carstensen og mindesmærkeekspert Inge Adriansen i samtale om nye udvalgte inden for mindesmærkegenren.
Med udgangspunkt i Claus Carstensens forslag til en udsmykning ved Nørreport Station, Borger/Medborger/Citoyen (2014), vil Claus Carstensen og Inge Adriansen diskutere en ny tendens inden for mindesmærkegenren.
I dag er der en langt større interesse for projekter, som både er om, for og med borgeren frem for den traditionelle skildring af den magtfulde hersker placeret højt på sin hest.
Claus Carstensens værk er en 1:1 bronzeafstøbning af en menneskekrop, der anonymt balancerer på en slank betonsøjle. Figuren fremstår som en medborger i menneskemængden på Danmarks travleste station og repræsenterer således et af de nye monumenter, som er skabt i øjenhøjde med borgerne.
Fokus er på dem, der traditionelt har været udgrænsede fra mindekulturen, for eksempel kvinder, arbejdere, etniske og seksuelle mindretal eller folk fra samfundets bund.
Kom og hør Claus Carstensen fortælle om sit værk i samtale med Inge Adriansen, der folder genren ud.
Dagens moderator er Lene Bøgh Rønberg, museumsinspektør og kurator på den aktuelle udstilling Magt Minder Mennesker – Mindesmærker i dag, der kan opleves frem til 22. februar 2015.
I forbindelse med arrangementet vil der være fri adgang til dele af udstillingen.
Der er gratis adgang, men tilmelding er nødvendig på info@koes.dk.
pm