Gazellevirksomhed vil satse lokalt
SOLRØD: IT-konsulent-huset Genia flytter til Solrød for at satse på de lokale kunder.
Indehaveren Kristian Hansen, der grundlagde Genia for syv år siden, bor selv i Solrød, og nu rykker han hele forretningen til byen.
Tidligere har Genia haft kontorer i Brøndby, men nu rykkes virksomheden altså for at styrke forretningen lokalt.
Udvikling langs Sydkysten
- Først satsede vi på hovedstadsområdet for at skabe os en kundebase. Der er trods alt flere virksomheder i nærheden af København. Men nu har vi fået flere større, faste kunder, så nu har vi fundamentet og er derfor parate til at satse mere på lokalområdet, fortæller Kristian Hansen og uddyber:
- Vi tror på udviklingen langs Sydkysten. Mange it-konsulenthuse placerer sig i hovedstadsområdet, men vi tror på, at de mange virksomheder, der også er lidt ude i landet vil have nogle tættere på sig.
Virksomhedens fire konsulenter rykker derfor 1. november ind på en gård på Nordmarksvej lige uden for Solrød landsby.
Gazelle-virksomhed på vej frem Børsen har netop udnævnt Genia til en såkaldt gazelle-virksomhed, der gives til virksomheder, der over en fireårig periode har fordoblet omsætningen eller indtjeningen, og det er selvfølgelig noget, der vækker stor begejstring hos indehaveren:
- At få Gazellen er selvfølgelig et kæmpe skulderklap. Det betyder, at vi har etableret os, og at nogen har fået øjnene op for vores arbejde. Det er det arbejde, vi nu gerne vil fortsætte i højere grad i lokalområdet. Jeg håber da, at lokal interesse fra områdets virksomheder kan bidrage til, at vi kan vokse yderligere. Det er i hvert fald målet, understreger Kristian Hansen.
Genia har specialiseret sig i at tilbyde totalløsninger til små og mellemstore virksomheder.
Det betyder, at virksomheden kan tage sig af alt fra indkøb af hardware og opkobling af netværk til hosting og alt inden for daglig support. Kort sagt, så er målet, at Genias kunder ikke selv skal tænke i it, men at det bare fungerer.
pm