To anholdt for tyveri af nummerplader
HERFØLGE: En opmærksom borger anmeldte tirsdag formiddag kl. 11.40 at to udenlandsk udseende mænd i en personbil befandt sig ved en hæveautomat på Billesborgvej, Herfølge.
Borgeren frygtede, at de to måske ville lave nogle ændringer ved hæveautomaten.
Bilen, som de to mænd kørte i, var forsynet med stjålne nummerplader, hvorfor borgeren fulgte efter bilen, indtil politiet fik den standset på Vordingborgvej kort efter.
Bag rattet sad en 21-årig mand fra Køge, og på passagersædet sad en 21-årig mand fra København K.
Føreren havde ikke noget kørekort, så han blev sigtet for kørsel uden førerret i sin personbil, som han havde forsynet med nummerplader, der kort forinden var blevet stjålet fra en bil parkeret ved Herfølge Stadion.
Da begge havde andel i tyveriet af nummerpladerne, blev begge sigtet for overtrædelse af straffelovens tyveri-bestemmelse.
Politiet inddrog nummerpladerne med henblik på udlevering til rette bilejer.
De sigtede kan begge forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.
pm