Nederlag til HB Køge og Rishøj
- men til gengæld ny succes til Team HK Køge og Køge Basketball Klub
SPORT: Det går resultatmæssigt ikke godt for Østsjællands to divisionshold i fodbold. Både HB Køge og Rishøj måtte i weekenden endnu engang gå sejrsløse fra banen efter 90 minutters arbejde.
I Tingbjerg Idrætspark tabte HB Køge den vigtige bundkamp til Brønshøj der sejrede 1-0 på en fuldtræffer efter 28 minutters spil.
Nederlaget bragte HB Køge ned på tredjesidstepladsen og det begynder at se kritisk ud for Henrik Pedersens tropper, der fredag har en meget vanskelig hjemmekamp mod Lyngby der synes ustoppelig i den øverste del af Nordicbet Ligaen.
I 2. Division Øst var Rishøj på besøg hos BK Avarta i Espelunden i Rødovre på en regnfuld søndag eftermiddag.
Og Rishøj fik ikke rettet op på den sløje sæsonstart - BK Avarta boltrede sig i regnen og vandt en storsejr på 5-1 efter 1-0 ved pausen.
Rasmus Tangvis reducerede for Rishøj til 1-5 i kampens sidste minut.
Køge Basketball Klubs herrerhold i 1. Division vandt sæsonens tredje sejr i lige så mange kampe, da holdet søndag på udebane besejrede IF Skjold Birkerød med 56-54. Køge ligger på en samlet førsteplads med Stevnsgade og Lemvig - sidstnævnte er Køge snæste modstander i den kommende weekend i det vestjydske.
Team HK Køges håndboldherrer stryger også derudaf. Sæsonens tredje kamp gav to nye points til samlingen via en storsejr på 27-17 på udebane mod Hvidovre IF søndag eftermiddag.
Team HK har maksimupoints seks efter tre kampe og topper rækken sammen med IF Stadion og Holte IF der også har sejret i sæsonens tre første runder.