Lægehusets fremtid i Kolind fortsat uvis
Dan Jensen
Den praktiserende læge i det ny lægehus i Kolind holder fortsat lukket på grund af sygdom, og hos Region Midtjylland lyder meldingen at "der fortsat arbejdes på en normalisering" af lægesituationen i Kolind.
Før sommerferien fik alle borgere, der er tilmeldt den pågældende praksis, besked pr. brev fra Regionen om, at de indtil videre skulle konsultere de andre praktiserende læger i nabobyerne: Nimtofte, Ryomgård og Trustrup.
Og det gælder fortsat, skriver Lokalavisen Norddjurs.
Lægen, der er sygemeldt med stress, har i sin praksis haft cirka 1.700 borgere. Hos Region Midtjylland bekræfter man, at normen for en lægepraksis er cirka 1.600 patienter.