Fortsæt til indhold

De fleste børn går eller cykler i skole

To ud af tre børn går eller cykler til skole. Det er glædeligt, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden

Arkiv
ark

En ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden konkluderer, at forældrene er gode til at få børnene væk fra bilernes bagsæder og ud i trafikken. Undersøgelsen slår fast, at hele 66 % af de 5-8-årige oftest går eller cykler til skole. Otte ud af ti gange sker det sammen med deres forældre. - Det er vigtigt at børnene kommer ud i trafikken og får noget erfaring på en sikker måde sammen med mor og far. Derfor er det godt nyt, at vi kan se, at mange faktisk går eller cykler, da det er den bedste trafiktræning, som børnene kan få, siger Gitte Aagaard, konsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Væk fra bagsædet

Undersøgelsen viser også, at selv om forældrene går eller cykler med deres barn til skole, så bliver børnene også kørt af og til. 51 % af de adspurgte siger, at de også bruger bilen til at transportere deres barn til skole. Netop bilkørsel omkring skolerne giver mange steder trafikkaos, som går ud over de børn, der kommer på cykel eller går. De kan have svært ved at overskue trafikken, når der er fyldt med biler omkring skolen. Netop antallet af biler og deres hastighed på skolevejene ligger højt på listen, når man spørger forældre, hvad der gør dem utrygge ved deres barns skolevej. - Vi opfordrer flere til at gå eller cykle til skole. Eller i det mindste parkere et stykke fra skolen, så man kan gå det sidste stykke. Det er både godt for ens eget barn, og samtidig er man også med til at sikre, at trafikken omkring skolerne bliver mere tryg og sikker for de mange børn, der selv går eller cykler, siger René Højer, områdechef for sikkerhed i TrygFonden. Et barn på 5 til 7 år har ikke samme overblik i trafikken som en voksen. Barnet vil typisk opleve trafikken som kaotisk, og kan have svært ved at vurdere afstanden til biler og deres fart. Det er meget individuelt, hvornår et barn kan gå eller cykle alene til og fra skole. Det afhænger dels af, hvor udviklet og modent barnet er. Men det handler i høj grad også om, hvor meget øvelse barnet har fået i trafikken med en voksen.