Fortsæt til indhold

Imens slår deres huse revner...

Huse der revner og børn og voksne, der er plaget af luftvejsproblemer og stress

Arkiv
Arkiv

Men selv om der på kommunalbestyrelsesmødet blevet givet flere direkte tilkendegivelser på, at borgmesteren ville tage et møde med HOFOR, der står bag klimasikringen i området, så har beboerne fortsat intet hørt fra borgmesteren. - Vi undrer os over, at vi ikke har fået svar af borgmesteren, som hun lovede. Og vi undrer os over, at vi ikke har fået at vide, hvordan vi kan klage, siger Linda Bach, der bor i huset der ligger på hjørnet af Elsborgvej og I.G. Smiths Allé. Hvidovre Avis har spurgt borgmester Helle Adelborg, om borgerne kan forvente et svar fra hende om det møde, hun lovede at tage med HOFOR, men borgmesteren er ikke vendt tilbage på spørgsmålet. Tilbage står beboerne nu med fortsatte store gener over anlægsarbejdet og talrige indlæg på i deres Facebook-gruppe vidner om, at larm, støv, rystelser og nu også revner i deres huse forpester deres hverdag. - Det er jo stadig ikke fordi, vi ikke er glade for, at der bliver klimasikret, men det ændrer altså ikke på, at det her arbejde foregår meget tæt på vores hjem, siger Linda Bach, der igen og igen har måttet sande, at aftalerne mellem beboerne og entreprenøren ikke bliver overholdt, og at hun nogle gange flere gange om dagen har problemer med at komme til og fra sit hjem. Hun står derfor uforstående overfor de meldinger, som beboerne har fået fra HOFOR om at de meget gerne vil hjælpe beboerne i området. - Det lyder jo rigtig godt, men hvornår starter det?, spørger hun retorisk. Linda Bach, der er selvstændig i egen bolig, og derfor har generne helt inde på livet, har ofte problemer med at få kontakt med den medarbejder, der fast er tilsynsførende på anlægsarbejdet i området. Senest er der endvidere sket det, at hendes børn begge har fået ordineret astmamedicin. En problematik, som flere andre beboere i området også har døjet med efter anlægsarbejdet begyndte i februar.