Dankort stjålet - og lænset for 6.000 kr.
KØGE: Politiet modtog mandag formiddag kl. 11.41 en anmeldelse om et tricktyveri, der blev begået lørdag i tidsrummet mellem kl. 13.00 og kl. 15.00 på Falkevej i Køge.
Anmelderen havde handlet i Karlslunde Brugs og betalte sine varer med Dankort.
Herefter kørte han til Falkevej i Køge, hvor han blev prajet af en person der gik på Falkevej.
Personen spurgte om vej til Malmø og bredte et kort ud på et bord. Kort tid efter at personen havde fået svar og var gået, opdagede anmelderen at hans Dankort var stjålet. Efterfølgende var hævet kr. 6.000 på kortet, inden banken spærrede dette.
Anmelderen så ikke andre sammen med tricktyven som han beskriver som sydeuropæisk af udseende, 25-30 år, 170-175 cm høj. Almindelig kropsbygning, brun hud, sort, kort hår. Han var nydelig og velsoigneret, talte godt engelsk. Han var iført sort skjorte, mørkeblå benklæder.
Ved eftertanke var han muligvis fører/passager i en lille hvid bil, der var fulgt efter anmelder fra Karlslunde til Køge.
Politiet hører gerne fra eventuelle vidner - ring 114.
pm