Fortsæt til indhold

Kampen ingen vil tabe

På fredag mødes Hvidovre og Avedøre for første gang i divisionssammenhæng på Kæmpernes Arena

Arkiv
Arkiv

Hvidovre bør påtage sig favoritværdigheden. Tabellen lyver ikke, og det er to hold fra hver sin ende, der skal mødes. Ser vi så lidt på tabellen har Avedøre scoret 12 mod 23, hvor HIF har scoret 23 mod 18. Hvidovre har haft lettere til at komme til deres mål, men også samtidig lukket rigtig mange mål ind i den anden ende. Det kan være Avedøres chance, og den vil de givetvis gøre alting for at forfølge.

Holdene lige nu

Hvidovre Avis har talt med de to anførere; Kasper Lauridsen fra Avedøre og Christopher Østberg fra HIF. Christopher Østberg: - Vores situation er den, at vi er på vej op på hesten igen efter en god start, hvor vi efterfølgende er faldet i niveau, og hvor de berømte marginaler ikke har været med os. Vi har vist, at vi kan stå sammen som hold i modgang... Casper Lauridsen: - Pointmæssigt ser det ikke så godt ud for Avedøre. Vi skal tro på, at det kan lade sig gøre at vinde fodboldkampe. Vi har humør i truppen og har da også haft vore momenter i de kampe, vi har spillet... - Vi vidste fra start af, at det ville blive svært for os. Men vi er stort set ikke blevet spillet af brættet i efteråret, bortset fra kampen mod Avarta, og vi har været med mod topholdene Frem og Helsingør. Hvis vi yder det, vi kan sammen, kan det ikke gå helt galt... Christopher Østberg: - Hvis vi skal vinde over Avedøre, skal der arbejdes stenhårdt hele tiden af alle. Vi skal minimere vore individuelle fejl, og så skal vi spille en hel god kamp og ikke kun i perioder. Koncentrationen skal være der... Casper Lauridsen: - Nøgleordene for os, hvis vi skal besejre HIF er disciplin og kynisme i begge ender. Vi har været bedst mod de hold, der er gode med bolden, og det har givet os nogle muligheder, og dem skal vi udnytte... - Christopher Østberg: - Vi skal sætte os tungt på kampen fra første færd og vise, at det er os, der er det bedste hold. Avedøre har gjort det over forventning, men vores fight og gode spil skal kunne vinde kampen for os... Casper Lauridsen: - Jeg tror vores træner Jan Christensen vil fremhæve, at det er en kamp, som vi skal glæde os til at spille. Det bliver ikke nødvendigt at motivere spillerne. Vi skal nok være der alle sammen. Vigtigst er det, at vi er enormt påpasselige defensivt og griber de muligheder, der altid kommer. Slaget om midtbanen bliver afgørende... Christopher Østberg: - Vi vinder kampen, fordi vi har noget at bevise i forhold til os selv, vore fans og klubben. Vi skal yde en toppræstation i samtlige 90 minutter.... Casper Lauridsen: - Avedøre vinder, fordi vi er mest motiverede. Kampen mod HIF er bare vigtig. Vi har tidligere besejret HIF, da vi begge lå i Danmarksserien, og det tror jeg også den gang var en overraskelse. Vi vil besejre storbror, og det kan vi, hvis HIF på kampdagen stiller med en trup, der ikke er ligeså motiverede som os... Christopher Østberg: - Jeg kender Avedøre rimelig godt. Jeg har ikke set Avedøre i år, men jeg tager hatten af for de resultater holdet har opnået de seneste år. Vi skal være der på dagen alle sammen... Casper Lauridsen: - Jeg kender også HIF rimelig godt. Jeg har heller ikke set dem i år, men så dem en del sidste sæson, hvor det var et helt andet mandskab. HIF er et kvalitetshold i 2. division, selvom holdets resultater har været svingende. Rammer de dagen, får vi noget af en opgave... Christopher Østberg: - Jeg glæder mig og holdet glæder sig enormt til fredagens kamp. Det bliver en sjov kamp mellem to hold fra Hvidovre og forhåbentlig kommer der mange tilskuere til opgøret på Kæmpernes Arena... Casper Lauridsen: - Vi glæder os også. Lokalopgør er altid sjove. Vi har ikke spillet så mange af dem i nyere tid. Vi har flere tidligere HIF-spillere på holdet, og de vil givetvis vise, hvad de står for. Vi håber kampen vil trække folk af huse og være med til at skabe den rigtige stemning på stadion... ebo@hvidovreavis.dk