"Venstres respektløse stunt!"
Jesper Petersen, folketingsmedlem fra Socialdemokraterne, skælder ud på Venstre
Jesper Petersen, lokalt folketingsmedlem for Socialdemokraterne, kritiserer Venstre efter debatten forud for beslutningen om at sende det danske F16 bidrag afsted. Han siger:
Torsdag formiddag besluttede Folketinget efter en intens behandling onsdag, at udsende F16-fly og 280 danske soldater og andet personel som bidrag til den internationale kamp mod terrororganisationen ISIL i Irak. Det skete dog efter gentagne udskydelser af beslutningen og et usædvanligt forløb i Folketinget. I en skriftlig kommentar, tager det lokale folketingsmedlem, Jesper Petersen (S) afstand fra, hvad han mener, var indenrigspolitisk drilleri i en meget alvorlig sag.
”Det er en alvorlig beslutning at sende danske soldater på mission i væbnet kamp. Men jeg mener, det er en helt rigtig beslutning, at Danmark bidrager yderligere til kampen mod de fanatiske terrorister i ISIL. Vi står sammen med 50 lande og hjælper en befolkning og et land, hvor kræfter som ISIL risikerer at tage magten.
Nu er F16-flyene på vingerne. Yderligere mandskab og udstyr er på vej til Irak. Jeg ønsker dem al held og lykke på missionen og håber alle vender helskindede hjem til deres familie.
Jeg er opvokset i Hammelev hvor flyene ofte drøner over himlen. Som de fleste i området, kender jeg folk, der arbejder eller har gjort det på basen i Skrydstrup. Jeg besøgte den selv tidligere i år, og kender mandskabets professionalisme. Når vi nu politisk har besluttet at sende dem i kamp, fortjener de og deres familier al den opbakning, de kan få. Og det er med betydelig ærefrygt, jeg går ind i folketingssalen, når en beslutning som denne skal træffes.
Derfor mener jeg også, at det er en skændsel, at de borgerlige partier lod der gå indenrigspolitisk drilleri i sagen i går aftes, hvor beslutningen måtte udskydes. Piloterne og det øvrige personel havde i går en sidste aften med deres familier og havde fortjent en mere værdig politisk behandling af deres udsendelse i kamp. Folk har siddet derhjemme og afventet Folketingets beslutning og kan med rette forvente, at folketingsmedlemmer og partierne ser med største alvor på beslutningen. I stedet har de på TV kunnet se Folketingets borgerlige partier køre valgkamp. Hvad må soldaterne ikke tænke? Det er simpelthen uværdigt og respektløst.
Hvorfor grus i maskineriet?
Jeg så ikke Venstres Hans Christian Schmidt i Salen. Jeg håber, han blev væk, fordi han også syntes, det var en uværdig måde hans parti behandlede udsendelsen af mandskab fra basen i vores fælles baghave.
Spørgsmålet om hvilken strafferamme, man kan straffe eventuelle danske terrorister efter, har ingen betydning for missionen. Så der var ingen grund til at kaste grus i maskineriet mens soldaterne ventede på en klar afgørelse og flyene stod klar til afgang i Skrydstrup. De samme love gælder i øvrigt, som i de tilfælde, hvor den tidligere borgerlige regering stod i spidsen for beslutninger om at udsende danske soldater. Ingen er uenige i, at hvis danske statsborgere skulle pågribes i at kæmpe mod danske soldater i Irak, så skal der falde en hård straf. Det giver loven også mulighed for med straf op til fængsel på livstid. Præcis hvordan straffen skal være i den enkelte situation, vil det blive domstolenes opgave at træffe afgørelse om, ikke Folketingets”.