Intet nyt røveri mod LokalBrugsen
- men politiet efterlyser røver fra røveri i september
Hvidovre Avis har i denne uge skrevet en historie om et røveri mod LokalBrugsen på Fjeldstedvej. Desværre fik vi fortalt, at der var tale om et nyligt røveri. Der er dog i stedet tale om et gammelt røveri, begået onsdag den 10. september kl. 09.35. Politiet har blot nu offentliggjort et foto af gerningsmanden.
Vi beklager fejlen!
Politiet søger stadig vidner til røveriet i september, hvor røveren gik ind i forretningen på Fjeldstedvej og med en pistollignende genstand truede ekspedienten til at udlevere et kontantbeløb.
Han forlod derefter forretningen og kørte fra stedet på en rød knallert i retning mod Avedøre Havnevej.
Han beskrives således:
Mand, dansk af udseende, 15-20 år, 175-185 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført en mørkeblå hue, sort skimaske, sort anorak med en lille hvid mærkat på brystet, sandfarvet bukser og mørke kondisko med hvid kant langs sålen. Han talte dansk.
Hvis du har oplysninger i sagen, kan du rette henvendelse til Københavns Vestegns Politi på 4386 1448 eller 114.