Fortsæt til indhold

Negativ ebolatest, men ...

Arkiv
Arkiv

Selvom en patient, der i går torsdag blev indlagt på Hvidovre Hospital, er testet negativ for ebola, er en ny prøve nødvendig, før resultatet endeligt foreligger.

Det siger Hvidovre Hospital, der torsdag satte patienten, en mand, i højisolation.
Patienten var udsendt for læger uden grænser i Vestafrika og fik febersymptomer en uge efter sin hjemkomst til Danmark. Hvidovre Hospital blev kontaktet og patienten blev hentet ind. Hans prøver blev sendt til Serum Instituttet som nogle timer senere kunne konstatere, at der ikke var tale om ebola.

- Ny viden viser, at der kan gå nogle dage fra de første symptomer viser sig, til at vira kan spores i prøverne. Derfor opretholder vi beredskabet et døgn til og får taget en ekstra prøve for at være helt på den sikre side, forklarer vicedirektør, Torben Mogensen.
Beredskabet fungerede nok engang planmæssigt på Hvidovre Hospital.

- Det forløb, som det skulle. Det er jo anden gang på et par uger, at vi har en "obs ebola patient", og også denne gang, er tingene gået helt efter planen, siger Torben Mogensen.