"Slap politik koster"
Peter Kofod Poulsen, byråds- og regionsrådsmedlem samt folketingskandidat (DF), skriver
Peter Kofod Poulsen (DF) skriver:
Asylcentre bliver på stribe oprettet i vores landsdel. Først Sønderborg, så Bolderslev, Sommersted, Toftlund, Nordborg og nu Haderslev. Regeringens omkring 30 lempelser af udlændingepolitikken kommer i år til at betyde, at antallet af asylansøgere sætter rekord med omkring 20.000. Et scenarium, DF advarede om – og som regeringen indtil fornylig afviste. Denne indvandring forventes at medføre en milliardregning til skatteborgerne. Det vidner i høj grad om, at hele udlændingeområdet er præget af kaos og uorden og er kørt af sporet for regeringen.
Samtidig har Flygtningenævnet egenrådigt truffet den beslutning, at flygtninge fra dele af Syrien per definition skal tildeles asyl, hvis de søger. Det er helt ude i hampen – for det er en åben invitation til at komme til Danmark. Det havde været langt mere fornuftigt at forsøge at hjælpe i nærområderne, hvor flere kan hjælpes – og hvor vi undgår denne massive indvandring til landet.
Oveni dette, fortæller højtstående anonyme kilder i politiet til flere medier, at mange af asylansøgerne formentlig ikke er reelle krigsflygtninge, men snarere fattigdomsflygtninge, der kommer fra velfungerende områder og intet har med Syrien at gøre. Det har blot valgt at rejse til Vesten grundet vores velfærdsgoder.
Jeg begriber ikke, at Danmark igen og igen skal modtage asylansøgere i ti-tusindtal, tage et meget stort ansvar ude i verden – og samtidig tvinges til at betale milliardregningen. Regeringen, der fastholder denne politik, opfører sig usolidarisk overfor danskerne.
Nu må det simpelthen være nok! Vi kan ikke redde hele verden - ligesom det aldrig har været vores forpligtelse. Første prioriteten bør være at passe godt på Danmark.