Fortsæt til indhold

En pæn sjat penge på vej til EfB

UEFA beslutning om at sende penge EfBs vej får klubben til at opjustere regnskabsforventningerne

Arkiv
Arkiv

Den europæiske fodboldorganisation, UEFA, har fulgt en indstilling fra klubbernes organisation, European Club Association (ECA), om at udbetale ca. 24 millioner euro til de klubber, der i 2013-2014-sæsonen deltog i Champions League og Europa League.
Beslutningen betyder, af EfB vil modtage 264.000 euro svarende til knap 2,0 mio. kr. inden udgangen af 2014.
De mange penge stammer fra økonomiske sanktioner over for ni klubber, heriblandt Manchester City og Paris Saint-Germain, som har overtrådt FIFA's regler om Financial Fair Play (FFP). Pengene fordeles med 80 procent til de klubber, der har nået gruppespillet i de to europæiske klubturneringer og 20 procent til de klubber, der deltog i kvalifikationsrunder.
"Siden Financial Fair Play blev indført i 2011, har det ligget i kortene, at UEFA ville udbetale penge fra forlig indgået med klubber, der bryder de finansielle spilleregler, til de øvrige klubber efter en solidarisk model. Vi er naturligvis tilfredse med at få del i midlerne," siger EfB's økonomidirektør, Kent Ernst Hansen.
Samtidig har EfB i dag fået oplyst fra UEFA, at udbetalingen af Fair Play-midler ledsages af en efterregulering af indtægterne fra salget af de kommercielle rettigheder til seneste sæsons gruppespil og 1/16-finaler i Europa League, hvor EfB deltog.
"Afslutningen på Europa League-regnskabet for sæsonen 2013-2014 indebærer, at vi om kort tid modtager yderligere et beløb svarende til knap 3,0 mio. kr. fra UEFA som vores andel af enhedspuljen," siger Kent Ernst Hansen.

Forventninger opjusteres

Samtidig er kamp- og tv-indtægterne med en øjeblikkelig 10.-plads i Superligaen dog under pres op til fordelingen af tv-penge efter 11. spillerunde. Men med indtægterne afledt af deltagelsen i Europa League er den samlede effekt på årsregnskabet positiv. På den baggrund opjusterer EfB forventningerne til årets resultat før skat til 5-7 mio. kr. mod tidligere 3-5 mio. kr.