Mand begik hærværk med milkshake
44-årig mand hældte milkshake over punge i butik og begik indbrud i lejlighed
En 44-årig mand begik i går hærværk i forretningen Neye i Borgen i Sønderborg.
Lidt efter kl. 14.00 hældte han milkshake udover 22 skindpunge i butikken, hvorefter han stak af fra stedet, inden politiet nåede frem. De 22 punge har en samlet værdi af 10.500 kroner, oplyser Sønderborg Politi.
Klokken 16.35 fik vagten i Borgen dog øje på manden igen, og denne gang nåede politiet frem, før manden forsvandt. Han blev sigtet for hærværk.
Det viste sig senere, at manden også stod bag et indbrud på Kastanie Allé i Sønderborg. Her brød manden ind i en lejlighed, hvor familiens datter var hjemme. Hun sad dog på sit værelse og hørte musik i høretelefoner, så hun opdagede ikke manden. Han stjal bl.a. smykker og ure.
Han blev senere anholdt, da politiet omkring kl. 19.00 fik en anmeldelse om, at en mand gik rundt på busstationen med smykker og muligvis narkotika. En politipatrulje kom hurtigt til stedet og fik fat i manden.
Han var ikke i besiddelse af ulovlige stoffer, men betjentene fandt til gengæld smykker og et ur fra indbruddet på Kastanie Allé.
Manden blev derfor anholdt for både butikstyveri og hærværk i Neye. Han blev løsladt efter afhøring.
Hvorfor manden hældte milkshake ud over varerne i Neye er uvist.