Musik skaber glæde og får os til at huske
To frivillige spillemænd underholder og skaber stemning i Ældre Sagens demenscafé i Rytterskolen
Ældre Sagen i Hvidovres to demenkoordinatorer, MAJKEN ANDERSEN og KARIN ANDERSEN, efterlyste tidligere på året en frivillig musiker/spillemand til at komme og glæde demenscaféens gæster. Og efterlysningen har båret frugt, idet CARSTEN EDELBO og OTTO MADSEN i fællesskab vil påtage sig jobbet. Og begge har megen musik i bagagen. Carsten Edelbo var i mange år en værdsat musiklærer på Langhøjskolen, og hans favoritinstrument er pianoet. Otto Madsen er ud af en musikglad familie, hvor faderen og brødre også dyrkede musik. Selv er han inkaneret harmonikaspiller, og havde nogle år engagement i M.G. Petersens Gamle Familiehave i Pile Allé. - Vi er meget glade for, at de to musikere vil være med til at befordre den gode stemning i vores demenscafé, siger Majken Andersen og Karin Andersen. - Det er helt åbenbart at mærke gæsternes glæde ved musikken, og de fleste kan nynne med på og også huske mange sangtekster. Og det med at fremkalde gode erindringer hos vore gæster er jo et afgørende element i vores arbejde. Ældre Sagens demenscafé har igen åbent søndag 2. november fra kl. 14 til 16. Har nogen spørgsmål til demensarbejdet, er man velkommen til at ringe til Karin Andersen, tlf.: 36 49 59 16 eller Majken Andersen, tlf.: 20 41 97 49.