Fortsæt til indhold

Byggesagsbehandlere flytter på stranden

Fredag og lørdag i efterårsferien står et par af Kolding Kommunes byggesagsbehandlere klar på Binderup Strand, hvor de tilbyder hjælp og rådgivning til sommerhusejere, der skal lovliggøre deres ejendomme

Arkiv
Arkiv

En systematisk gennemgang af alle ejendomme i Kolding kommune har vist, at i 7 ud af 10 sommerhuse i området Binderup Strand er der ulovlige forhold. Luftfotos viser, at oplysningerne i BBR ikke stemmer overens med de faktiske forhold, og Kolding Kommune stiller derfor krav til sommerhusejerne om at bringe de ulovlige forhold i orden.
'I mange tilfælde vil det kunne klares med en ansøgning eller en opdatering af BBR-registret. I andre tilfælde skal der mere til, f.eks. nedrivning af et udhus, der står for tæt på skel,' fortæller Hanne Thomsen, byggesagsbehandler i By- og Udviklingsforvaltningen.
Hanne Thomsen understreger, at indsatsen for at bringe orden i de ulovlige forhold ikke blot handler om regler og paragraffer, men først og fremmest skal sikre ordentlige forhold for beboerne i området. Hvis udhuse og tilbygninger står for tæt på skel kan det i sidste ende blive et spørgsmål om liv eller død, hvis der opstår brand i et hus. Når bygningerne står for tæt på hinanden vil branden let kunne sprede sig med katastrofale følger.
'Samtidig handler det også om at sikre herlighedsværdien i området. Der er formentlig ingen, der ønsker, at naboerne kan bygge som det passer dem uden at tage hensyn,' siger Hanne Thomsen.

Campingvogn som kontor

Byggesagsbehandlerne er på Binderup Strand den 17. og 18. oktober fra kl. 10-16, og tager kommunens campingvogn 'Smutti' med som kontor. De medbringer ansøgningsskemaer og tegninger over området og kaffe på kanden til dem, der kigger forbi. Tidspunktet er valgt i håb om, at mange holder efterårsferie i sommerhusene, og derfor kan tale med en byggesagsbehandler uden at skulle møde op på forvaltningen på en hverdag i arbejdstiden.
'Vi vil gerne gøre det så nemt for borgerne som muligt. Vi står klar til at hjælpe, svare på spørgsmål og rådgive sommerhusejerne. Hvis man ikke har mulighed for at dukke op på én af de to dage, er man selvfølgelig velkommen i vores sædvanlige træffetid i forvaltningen. Under alle omstændigheder vil vi kontakte de sommerhusejere, hvor vi kan se, at der er uoverensstemmelse mellem BBR og vores luftfoto,' understreger Hanne Thomsen.
Hun tilføjer, at byggesagsbehandlerne ikke kan rådgive omkring konkrete byggeløsninger. Her må sommerhusejerne søge hjælp hos en privat byggerådgiver.