Fortsæt til indhold

Midtbanemand forlænger sin kontrakt

Arkiv
Arkiv

EfB har i konkurrence med adskillige danske topklubber indgået en ny aftale med midtbanespilleren Casper Nielsen, så den gælder til 30. juni 2017. Den hidtidige kontrakt havde udløb i sommeren 2015. Det skriver klubben i en pressemeddelelse onsdag.
"Jeg vægter spilletid meget højt for at udvikle mig som fodboldspiller, og jeg tror på, at jeg er fremtidens mand i EfB. Der har på det seneste været interesse fra en håndfuld klubber, også adskillige fra den øverste halvdel af Superligaen, og det er da smigrende. Men jeg er EfB-dreng, jeg kender alle i klubben, og min førsteprioritet er EfB, hvor jeg vil tage kampen op for at få spilletid," siger Casper Nielsen, 20 år.
Han har spillet 34 kampe og scoret to mål for EfB, og han har været brugt i syv superligakampe og de fire Europa League-kampe i denne sæson. Af meritterne fra foråret huskes især hans pragtmål, som afgjorde en hjemmekamp mod SønderjyskE i maj. Casper Nielsen har spillet 13 ungdomslandskampe, heraf fem U20-landskampe, senest to kampe mod Frankrig for et år siden.
Jeg føler selv, at jeg er tæt på en plads i start-11'eren i EfB, og at jeg udvikler mig ved at spille kampe på højt niveau. Tidligere kom tingene måske lidt for nemt til mig på et lavere niveau, og det handler meget om at træffe de rigtige valg, når man spiller i Superligaen. Ofte gælder det dog om bare at gå ind og spille," siger Casper Nielsen.
Cheftræner Niels Frederiksen gav ham tidligt et billede af, hvor han befandt sig i sin udvikling og i forhold til superligaholdet. Det har medvirket til at overbevise ham om, at der er kort vej til startopstillingen. Niels Frederiksen og det øvrige trænerteam er meget tilfreds med Casper Nielsens udvikling, hvilket også afspejler sig i et stigende antal spilleminutter og startpladser fra sæson til sæson.
"Casper er tæt på at være superligaspiller og er inde i billedet til at starte inde i de fleste kampe. Dermed har han på relativt kort tid taget store skridt. Han begyndte sin seniorkarriere med at spille på kanten, men hans kompetencer – evnen til at suge bolden til sig og bevare overblikket under pres fra alle sider – kommer bedst til udtryk centralt på banen. Han har desuden leveret nogle fantastiske afslutninger. Casper er en målscorer," siger Niels Frederiksen.