Fortsæt til indhold

På byvandring i landsbyen

Kommunalbestyrelsen tog til Avedøre Landsby på guidet tur med bl.a. Poul Sverrild

Arkiv
Arkiv

Baggrunden var, at lokalplan 460 snart sendes i høring, og det er som bekendt altid godt at have førstehåndskendskab til hvad lokalplanen drejer sig om, før der skal besluttes noget. Således gik forsamlingen under vejledning af Forstadsmuseets Poul Sverrild og Anja Olsen en tur i området, hvor der blev redegjort for særlige kendetegn i Avedøre Landsby. - Formålet med at udarbejde en ny lokalplan for Avedøre Landsby er, at give nye muligheder for at sikre og bevare landsbyens kulturmiljø med bygninger fra forskellige tidsperioder, med en hel del fra den gamle landsbys tidlige periode. På trods af at landsbyen har undergået en udvikling står landsbystrukturen stadig skarpt aftegnet i husenes indbyrdes placering, de gamle gårde og i vejstrukturen. Disse træk skal lokalplanen også medvirke til at bevare, lyder det blandt andet i den indstilling, som forvaltningen har udarbejdet til Teknik- og Miljøudvalget. Med den nye lokalplan er det således målet, at landsbyen skal understøttes som et særligt og unikt område i kommunen, hvor Avedøre Landsby er den eneste egentlige landsby. Så selv om området også er et almindeligt boligområde, vil den nye lokalplan udpege en række bevaringsværdige bygninger. Byvandringen startede på Skolegade 20 og gik til gadekæret og Avedørestræde, til Stavnsbjergvej og tilbage til Storegade.