"Jeg har ikke lyst til at være her mere"
Marianne Pedersen har købt det hus, som åbenbart har huset en kæmpestor edderkop
"Det er bare for uhyggeligt. Jeg har slet ikke lyst til at være her mere," lyder det fra Marianne Pedersen. Hun er - mildt sagt - stadig rystet ovenpå gårsdagens oplevelse.
Marianne Pedersen har købt et hus, som har stået tomt en rum tid. Nu har hun været i gang med at sætte det i stand, og det var da en bekendt - Christian Bertelsen - i går kørte affald på genbrugspladsen, at der var en kæmpe stor edderkop med på traileren.
"Jeg ved at der har været en del mus i huset, og nu kan jeg ikke lade være at tænke om det er dem, den har levet af. Og da den åbenbart har en 'sæk' med æg på kroppen, så tænker jeg at der også må være en han et sted," lyder det rystet fra Marianne Pedersen.
Også kammeraten, der kørte bilen med traileren er godt og grundigt chokeret ovenpå oplevelsen:
"Han er dybt rystet. Jeg er bange for at han ikke vil vise sig heroppe mere," lyder det fra Marianne Pedersen.
Tjekker arten
Historien om den store edderkop i Haderslev blev læst og delt helt utroligt meget på Lokalavisen Budstikkens facebookside i aftes, og blandt læserne er der også folk med indsigt i edderkopper.
"Der er især én som vi snakker med. Han har fået sendt vores billede, og vil vende tilbage i dag med de informationer han kender. Vi har også talt sammen om, hvor en sådan edderkop kan bo, og han har indtil videre anbefalet os, at holde os væk derfra. Og det har vi ikke svært ved - vi har slet ikke lyst til at være her," siger Marianne Pedersen.