Fortsæt til indhold

En gallisk hanekamp!

Hvidovre Amatørscene opfører “ART”, - fransk dramatik om midtvejskrisen

Arkiv
Arkiv

Hvidovre Amatørscene byder dette efterår på en alvorlig komedie “ART” om venskab, dømmekraft og kunstsnobberi! Serge har købt et kunstmaleri, og betalt utroligt mange kroner for det. Stolt viser han det, et hvidt lærred med fine hvide linjer på, frem for sine to venner, Marc og Yvan. De kan overhovedet ikke se det smukke i maleriet, og er rørende enige om at Serge er blevet vanvittig. Marc synes det er noget lort, og er ikke bleg for at sige det lige ud til sin ven, mens Yvan dybest set er ligeglad med hvad Serge bruger sine penge på. Det udvikler sig til en diskussion om hvad der er kunst og hvad der ikke er, om dømmekraft og kunstsnobberi og om venskabets sarte balanceren mellem accept og afstandstagen. - Man må aldrig slippe sine venner af syne. Ens venner har altid brug for en hjælpende hånd, ellers forsvinder de fra os, siger Marc da det tætte trekløver står midt i en gallisk hanekamp, der meget vel kan blive enden på deres venskab.

Bidende skarp humor

- Der er teaterstykker, hvor man havner i det centrale i handlingen lige med det samme. Og så er der de stykker, hvor det gradvist går op for én, at her er der tale om noget helt andet end det scenarie, man først præsenteres for, siger instruktør Anne Sørensen om Yasmina Rezas stykke, der uden tvivl hører til den sidstnævnte kategori. “ART” er med sin bidende skarpe og til tider absurd morsomme dialog, en humoristisk, men samtidig alvorlig forestilling, der vil andet og mere end at diskutere hvad der er kunst, og hvad der ikke er. - Serge, Marc og Yvan, er havnet i den midtvejskrise i livet, hvor det voksne individ skal træffe det valg, der giver livet indhold, slutter instruktøren. ART får det premiere på Hvidovre Amatørscene søndag den 19. oktober.