Fortsæt til indhold

HB Køge fik tanket selvtillid

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: HB Køge fik ny tro på tilværelsen, da klubbens flagskib onsdag aften sikrede sig videre adgang i DBU Pokalen 2014/15 med en hjemmebanesejr på 2-1 over Nordicbet Liga kollegaerne fra AB.
Efter fredagens ydmygelse mod Lyngby var det et tændt HB Køge hold der kom ud til kampen - parat til at vise omverdenen at der fortsat er liv i mandskabet.
Holdet gik frisk til sagen, der blev gået "til stålet" i nærkampene og flere gode angreb blev sendt afsted mod AB målet. I den anden ende af banen ville AB også lege med og akademikerne udfordrede Frederik Due et par gange, men HB Køge keeperen trak sig sejrrigt ud af duellerne.
Efter 23 minutters spil fik HB Køge løn for anstrengelserne da Philip Zinkernagel bragte holdet foran 1-0.
Få minutter senere bragede Bruninho bolden mod ABs overligger.
I anden halvleg startede begge mandskaber igen med frisk spil, men efterhånden som kampen skred frem blev det mere forsigtigt. HB Køge fik dog en god mulighed for at "køre" kampen hjem da AB midt i halvlegen blev reduceret til 10 mand.
Men som det ofte går i sådanne situationer var det gæsterne der overtog initiativet og der blev mod slutningen bidt mange negle på HB Køge bænken og hos de trofaste tilskuere der var mødt frem denne onsdag aften.
Det lignede dog at kampen fik sin afgørelse i det 86. minut da Bruninho tog sagen i egen hånd og fra højre side bankede bolden over i det lange hjørne. Et flot mål.
Men næppe var bolden givet op før der blev skabt ny spænding da Kenan Hajdarevic kanonerede bolden op i målhjørnet fra lang afstand - uden chance for Frederik Due.
HB Køge reddede dog sejren i land og dermed er klubben klar til ottendedelsfinalerne som spilles i begyndelsen af december måned.
Der er lodtrækning til denne runde fredag den 31. oktober på DBUs kontor.
Med sejren fik Svanerne også tanket ny selvtillid inden på søndag den 2. november kl. 15.00 hvor de to klubber igen står ansigt til ansigt - i et sindssygt vigtigt bundopgør i Nordicbet Ligaen. Kampen spilles på Gladsaxe Stadion.

Kristian Pedersen forsøger at komme forbi to AB-spillere. (Foto. JCJ).