Fortsæt til indhold

Kildemand klar for Esbjerg Motorsport

Den danske landsholdskører Peter Kildemand er med, når Esbjerg Motorsport som det første danske hold kører finale i World Speedway League på lørdag.

Arkiv
Arkiv

Det bliver et stærk dansk mandskab, der stiller op i den allerførste udgave af World Speedway League, som køres i polske Zielona Gora på lørdag den 18. oktober. Slovenske Matej Zagar, der blev nummer fem i Grand Prix-serien, suppleres af polske Gregorz Zengota, og de resterende kørere er alle danske. Holdkaptajn Mikkel Bech og Rene Bach var i den netop afsluttede sæson med hver eneste gang for EMS, og begge er naturligvis med i finalen, hvor de får selskab af Peter Kildemand, der er med som gæstekører for en skadet Niels-Kristian Iversen.
"Vi glæder os over, at vi har mulighed for at trække en så stærk dansk kører med ind til denne spændende opgave, og da Artem Laguta er tvunget til at køre i Rusland, var det vigtigt, at vi fandt en fuldgod erstatning. Peter Kildemand har haft en stærk sæson, hvor han var med til at sikre Danmark VM-guld for hold, og han kørte sig i finalen begge gange, han deltog i Grand Prix-serien. Sammen med to stærke og rutinerede polske kørere samt vores faste danske kørere danner det et konkurrencedygtig hold, og vi går efter at lave et godt resultat," fastslår pressechef Lars Guldager Dyhr, der suppleres af Peter Kildemand.
"Det er et fedt tiltag med World Speedway League, og det er fedt, at jeg har mulighed for at være en del af det. Jeg vil gerne hjælpe til, når nu Iversen blandt andet er skadet, og jeg er glad for, at Esbjerg Motorsport ringede til mig. Jeg tror bestemt også, at vi har en god chance for at køre med om medaljer. Den polske liga er jo nok den hårdeste i verden, og det er helt sikkert gode hold, så det bliver måske svært med guld, men jeg tror på, at vi kan snuppe en medalje," siger Peter Kildemand, der sammen med resten af EMS-holdet møder værterne fra Spar Falubaz Zielona Gora, engelske Poole Pirates og svenske Piraterna Motala.