"Et drøjt hug til velfærden"
Folketingsmedlem Jesper Petersen og tidl borgmester Jens Chr. Gjesing (begge S) skriver dette debatindlæg på vor debatside
Jesper Petersen, MF for S, og Jens Christian Gjesing, byrådsmedlem for S, skriver:
V og DF skærer på velfærd i Haderslev Kommune
Byrådet har nu vedtaget et budget for Haderslev Kommune i 2015. Med Venstre og Dansk Folkeparti som bannerførere bliver der skåret på flere velfærdsområder. Der bliver markant færre penge til at anlægge og renovere bygninger, veje og andre faciliteter. På flere områder efterlades uløste problemer. Alt sammen for at kunne finansiere en skattelettelse på 26 kr. om måneden pr. borger.
Rent økonomisk står kommunen ganske godt i øjeblikket. Det tidligere byråd har i fællesskab optrådt ansvarligt. Landspolitiske beslutninger fra regeringen har yderligere pyntet på de lokale tal. Vi synes desværre ikke, den gode situation bliver forvaltet bedst muligt for borgerne og kommunen.
Vi ville ønske os, at byrådet kunne fortsætte stilen med at lave aftaler på tværs af politiske skel. Men Socialdemokraterne har ikke været inviteret til forhandlinger.
Flertalsgruppen valgte trods alt at lytte til vores kritik af at de ældre kun skulle have gjort rent hver tredje uge. Forslaget kommer dog nok op af skuffen til næste år, når Venstre skal finde flere penge til skattelettelserne.
Uden mulighed for at forhandle stillede Socialdemokraterne selv forslag om at forbedre tilbuddene til de ældre og børnene. Vi ville også gerne give det frivillige foreningsliv bedre økonomisk opbakning fra kommunen. Samtidig ville vi prioritere flere penge til anlægsområdet. Det ville betyde mere arbejde til lokale håndværkere og en række konkrete forbedringer af de fysiske rammer i kommunen.
Hans Peter Geil (V) og Peter Kofod Poulsen (DF) stemte sammen med deres borgerlige kolleger imod alle ændringsforslagene.
Vi frygter, at budgetforliget hos os kan blive et forbillede for Venstre og DF på landsplan. I Haderslev sikrede stemmerne fra Dansk Folkeparti at Venstre kunne angribe og forringe forholdene for ældre og handicappede og skære i de offentlige anlæg, fordi der af ideologiske grunde skulle tvinges en skattelettelse igennem. Det lyder unægtelig som den politik om nulvækst og skattelettelser som Lars Løkke står for.