Fortsæt til indhold

Folketingspolitikere på ledsaget udgang

Muligvis er der ikke trykket på valgknappen, men meget tyder på at valgkampen er godt i gang

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Man må ikke håbe at der er nogle vigtige love, som skulle vedtages på Christiansborg i dag. For så bliver de nok nødt til at vente til nogle af folketingsmedlemmerne vender hjem.
Hvor er de henne da, tænker du måske. Ja et væld af dem er i Haderslev, som man kan læse i en stribe artikler her på siden.
Vi kan lige hurtigt løbe det igennem.
De tre radikale: Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen og Marlene Borst Hansen er i byen for at tale erhvervspolitik. Det sker ved et par virksomhedsbesøg og over en frokost hos Dansani.
I formiddag er Jesper Petersen (S) og Peter Christensen på Haderslev Katedralskole, hvor de diskuterer forskellen på rød og blå blok. Bagefter tager Petersen videre til Vojens Fjernvarme for at se på det rekordstore anlæg der.
Også Beredskabskasernen og Haderslev Kasernes Venner får besøg i dag. Det er de tre kvindelige folketingsmedlemmer Karina Lorenzen (SF), Karina Adsbøl (DF) og Anni Matthiesen (V), der har takket ja til at komme og høre om problemerne med at nedlægge kasernen i Haderslev - og andre lignende kaserner - i en tid, hvor udfordringerne bliver flere og flere.
Så skulle der være en lov, som skal vedtages. Så er det lige før Folketinget i dag er beslutningsdygtigt i Haderslev.