Forslag til nye skoledistrikter er sendt i høring
Hvidovre modtager langt flere tilflyttere - og derfor flere nye skoleelever - end prognoserne havde spået
Skoledistrikterne i Hvidovre Kommune bliver ændret med virkning fra næste skoleår. Det vedtog kommunalbestyrelsen på sit ekstraordinære møde mandag i sidste uge. Baggrunden er, at en del af Hvidovre Kommunes folkeskoler de sidste par år har fået flere elever. Det har skolerne fået - dels fordi flere familier er flyttet til og dels fordi langt flere elever end tidligere starter på deres distriktsskole. Især i Avedøre er der i dag væsentligt flere forældre, som vælger distriktsskolen til end for et par år tilbage.
En nødvendig øvelse
Kommunalbestyrelsen behandlede tre forskellige “scenarier” for nye skoledistrikter. En af konsekvenserne af det scenarie, der nu er vedtaget og sendt i høring, er blandt andet, at en bid af den nordlige ende af Avedøre Skoles distrikt fremover kommer til at høre til Gungehusskolens distrikt. Samtidig vil området omkring Mellemvangsvej lige syd for Avedøre Skole fremover komme til at høre til Frydenhøjskolen. På grund af ændringen af skoledistrikter er indskrivningen af børn til 0. klasse flyttet fra december i år til den 16.- 20. februar næste år. Ligesom tidligere vil der være elektronisk indskrivning via kommunens hjemmeside. - Vi er godt klar over, at der er familier, som nu kommer til at høre til en anden distriktsskole end de havde regnet med, siger borgmester Helle Adelborg (A): - Men det her er en nødvendig øvelse for at få det samlede puslespil til at gå op. Og personligt glæder jeg mig over, at folkeskolerne i Hvidovre Kommune er populære og bliver valgt til af de familier, der bor i distriktet... Borgmesteren forklarer videre, at alle Vestegnskommunerne og Københavns Kommune i de sidste par år har oplevet en tilflytning, der langt overstiger de forventninger, der var forudsat i prognoserne: - Men den skoleprognose, der ligger til grund for de nye skoledistrikter, er justeret så der tages højde for en større befolkningstilvækst fremadrettet... Prognosen viser, at alle nuværende og kommende eleverne kan rummes på skolerne, og distrikterne ændres for at fordele eleverne optimalt mellem skolerne.