Glæden holdt til det sidste
På en smuk efterårsdag den 8. oktober 2014, sagde vores gamle far Johs Hvas et fredfyldt og roligt farvel til et langt og indholdsrigt liv. En stor del af dette liv var viet til stillingen som lærer på Risbjergskolen. Johs blev født på Gjøl i november 1923, som det tiende barn af de 13 børn vores farmor fødte. Hans far var fisker. Efter 7. klasse og konfirmationen kom Johs til at tjene på en gård og senere fik han arbejde på havnen i Skagen. Under anden verdenskrig fik han arbejde som natportier på missionshotel Westend på Vesterbro i København. Her mødte han vores mor, som arbejdede som stuepige. Johs var gennem hele livet drevet af lyst til at få ny viden og lærdom. Da Aftenseminariet åbnede i 1949, fik Johs mulighed for, at erhverve sig ny viden og for at få en uddannelse. Efter overordentligt arbejdssomme år med fultidsarbejde, viceværtlejlighed og studier om aften, blev han efter endt uddannelse ansat som folkeskolelærer på Risbjergskolen i Hvidovre. Han tiltrådte i 1956 og familien flyttede til en lejlighed i Berners Vænge i Bredalsparken. I over 30 år havde han sit virke på Risbjergskolen. Gennem hele den tid tog han efteruddannelse på Lærerhøjskolen og fulgte med i den nye viden, der især drejede sig om naturfag, fysik og senere elektronik. Hans lyst til at få nye kundskaber, blev også til en lyst til at give denne viden til de mange elever, han mødte. Som pensionist fortsatte nysgerrigheden efter ny viden. Sammen med vores mor og gode venner rejste de ud og fik nye indtryk. På familiens lille landsted på Læsø blev der tilbragt mange timer med familie, børn og børnebørn. Johs tog også der fat på nye interesser. Han købte uld, spant det, farvede det med hjemmedyrkede plantefarver og vævede billedtæpper. Han malede, fiskede og udforskede fuglelivet. Johs mistede sin hustru midt i deres pensionisttilværelse, men det aktive liv fortsatte til han for 5 år siden flyttede fra lejligheden i Berners Vænge til en plejebolig i Krogstenshave. Dette blev den sidste ramme om det lange og indholdsrige liv. Den sidste tid blev han langsomt præget af sin høje alder, men humoren og glæden ved at synge holdt ved til det sidste. Han sov stille ind omgivet af kærlig pleje fra personalet og sine nærmeste.